Voldsomme billeder: "90210"-stjernen Ian Ziering overfaldet på gaden

LÆS OGSÅ: ”Beverly Hills 90210”-stjernens vilde liv
Der er stadig slag tilbage i "Steve".
Eller skal vi snarere sige skuespilleren Ian Ziering, 59, der havde rollen som Steve i tv-serien "90210".
Man kan så ikke sige, at situationen, som han netop har været igennem i Los Angeles, er specielt elegant, som seriens omgivelser i Beverly Hills ellers er kendt for at være.
For ifølge billederne, som netmediet TMZ i dag bringer, endte en strid om god opførsel på gaden i stedet i et brutalt slagsmål med Ian i midten.
Situationen opstod angiveligt, da en gruppe af bikere generede flere bilister. Også Ian Ziering, der sad i sin bil, oplevede bikernes opførsel som dybt grænseoverskridende.
Men han skulle nok have holdt sig bag rattet. For da han steg ud og blandede sig, gik det helt galt, afslører både billeder og en video fra optrinnet.
Flere slag og spark blev uddelt, før Ian slap tilbage i bilen og kunne køre væk.
Sagen er nu meldt til politiet, der ifølge TMZ betragter skuespilleren som offer og ikke gerningsmand i sagen.