
Vildt boligbyt: Johan Schrøders enke og Henrik Lind handler for mange millioner

LÆS OGSÅ: Caroline Fleming og Henrik Linds hemmelige bryllupsplaner
Der er gang i de helt dyre bolighandler hos nogle af Danmarks særdeles velhavende mennesker.
Således er to bolighandler netop blevet tinglyst, hvor det tyder på, at både luksusboliger og store millionbeløb har skiftet hænder mellem Johan Schrøders enke, Marianne Nørgaard Schrøder, og den danske milliardær Henrik Lind.
Af de offentlige registre kan man således læse, at hun 1. oktober overtager en villa i Hellerup for 55 millioner kroner.

Villaen har den danske milliardær ejet siden 2023, hvor han betalte 56,5 millioner kroner for det 293 kvadratmeter store palæ.
Henrik Lind, som især har skabt sin formue på energihandel som stifter af Danske Commodities og ifølge Økonomisk Ugebrev er nummer 23 på listen over Danmarks rigeste, har beskyttet sin identitet i de offentlige registre, hvorfor det kun er hans fødselsdato, som fremgår af skødet.
Og meget tyder på, at det er ham, der er køberen af den strandvejsvilla, som Marianne Nørgaard Schrøder fraflytter i forbindelse med købet af Linds Hellerup-villa.

Strandvejsboligen købte hun sammen med sin mand, Johan Schrøder, i 2016. Dengang betalte de 65 millioner kroner for villaen, da de købte den af Peter Warnøe i det, der dengang var en dansk rekordhandel. Hun overtog det fulde ejerskab, efter erhvervsmanden gik bort i 2019.
Schrøder-familien var ifølge Berlingske nummer 86 på listen over Danmarks rigeste, året efter han døde.
Nu får villaen med en grund på 2251 kvadratmeter ny ejer, som ifølge tinglysningen har betalt 115 millioner kroner - og overtager herligheden 15. oktober.
Og det tyder altså på at være Henrik Lind.

I hvert fald er det en person med samme fødselsdato, som også har navne- og adressebeskyttelse, der nu har købt villaen, ligesom der i skødet fremgår en del af de samme advokater i begge de nye bolighandler.
SE og HØR har forsøgt at få kontakt til Henrik Lind til en snak om bolighandlerne. Indtil videre har det ikke været muligt.
