”Vild med dans”-jobskifte: Karina Frimodt hyrer rivalen

Hold dine venner tætte – og dine fjender tættere ...
Nu har forholdet mellem dansekollegerne Karina Frimodt og Eugen Miu aldrig været fjendtligt, men de to ”Vild med dans”-stjerner er dog direkte konkurrenter i det legendariske TV2-show.
Nu finder de seneste to sæsoners vindere så fælles fodslag – og kan lure hinandens tips og tricks af.
Således har Karina netop hyret rivalen Eugen som underviser på sin danseskole i Holte.
-Vi glæder os til at byde Eugen Miu velkommen hos Karina Frimodt Dans i dansesæson 25/26, erklærer Frimodt i afsløringen.
Jobskiftet kan dermed betyde, at chef og ansat skal dyste i direkte duel fredag efter fredag, når TV2 for 22. gang ruller parketgulvet ud til september.
En vraget – en vandt
Alt det kræver, er, at begge proffer når gennem det smalle nåleøje, som ”Vild med dans”-casterne opererer med.
I fjor så smalt, at den forsvarende mester Karina Frimodt på skandaløs vis måtte se sig vraget.
I hendes fravær så Eugen Miu sit snit til at stryge til tops – og som sagt, så gjort, da trofæet fuldt fortjent endte hos ham og influencer Anna Munch.
Endnu har hverken TV2 eller diverse vandrør dog dryppet med rygter om, hvem der er med på årets ”Vild med dans”-hold – men over for SE og HØR har både Karina og Eugen erklæret, at udbryder de klokkeklart JA, hvis telefonen ringer.
Dobbeltsingle
Med den nye tjans skulle dansk-rumænske Eugen ikke lede længe efter fast indkomst, efter han dette forår steg ned fra de højere luftlag og stoppede som flysteward.
Kort efter kunne charmetrolden annoncere, at han efter et halvt års forhold også netop er blevet single.
En titel han i øvrigt deler med sin nye danseboss Frimodt.