Vikar kaldt ind: Preben Kristensen har fået hjernerystelse

Der er 11 dage til premieren, så man må antage at folkene bag Hjørring Revyen i Nordjylland er ved at lægge en sidste hånd på sommerens forestilling.
Derfor må det antageligt også give en smule grå hår hos arrangørerne, at den ene af spillerne – 70-årige Preben Kristensen – nu må skrue ned for blusset på scenen.
Den tidligere Linie 3-stjerne er nemlig faldet uheldigt under prøverne på revyen, og har pådraget sig en mindre hjernerystelse.
Derfor sender man operasanger og skuespiller Morten Staugaard på scenen under dele af revyen.
Det skriver Hjørring Revyen i en pressemeddelelse.

Klar til premieren
– Vi tager naturligvis ingen chancer med hensyn til Prebens helbred, og har derfor fundet en særdeles dygtig ekstra skuespiller nemlig Morten Staugaard, hvis bundne opgave er at aflaste Preben Kristensen i det omfang der er nødvendigt. Preben bliver heldigvis klar til premieren, men han kan på nuværende tidspunkt ikke spille en hel forestilling på fuldt tryk, udtaler direktør og kapelmester for Hjørring Revyen Henrik Baloo Andersen.

– Derfor kommer Morten til at overtage en del af Prebens opgaver, indtil det igen er trygt og forsvarligt for Preben at stå på scenen og give sig 100%.
Til næste år drager Kristensens tidligere faste kompagnoner i den musikalske trio Linie 3 på turné – men som det kom frem i februar, så bliver det altså uden Preben.
Showet får derfor det rammende navn: ”Her er de to andre”.
Forleden afviste Anders Bircow, at der har været gnidninger mellem de tre, siden det nu bliver en nedbarberet udgave af gode gamle Linie 3, som folk kan forvente at møde ude i de danske byer.
– Vi har sgu ikke pisset ham af. Han er bare ikke med, sagde Bircow grinende til Ekstra Bladet, da de fangede ham til sangerinden Moniques 40-års jubilæum.
Hjørring Revyen har premiere den 10. juni - og det bliver som sagt med Preben på scenen, dog bare ikke under alle hans ellers planlagte indslag.
Resten af holdet tæller Trine Gadeberg, Kasper Le Fevre, Donald Andersen og Christiane G. Koch.