Kendte29. august 2025

Vidste du det? Louise Mieritz og Trine Dyrholm er bedste veninder

Skuespillerkollegerne Louise Mieritz og Trine Dyrholm har været tætte veninder i årtier
Møs til Mieritz for den rørende tale.
Møs til Mieritz for den rørende tale.
 Foto: Gregers Overvad

LÆS OGSÅ: Det må ikke ske: Forkert vinder udråbt til SVEND Prisen

Hun har vundet den ene pris efter den anden.

Robert, Bodil, Sølvbjørnen, Ørnen you name it. Torsdag aften kunne Trine Dyrholm tilføje Årets Hæderpris til samlingen og i den anledning fik hun et overdådigt rosebad ved SVEND Prisen i Svendborg.

Det var skuespiller Louise Mieritz, som havde fået æren af at overrække prisen til den danske filmdronning.

Det valg var ingenlunde tilfældigt.

For de to skuespilleres venskab går mange år tilbage. Det stod klart, da Louise holdt en rørende tale for hædersgæsten.

Trine var blot 19 år og Louise 20, da de mødtes på Statens Teaterskole, hvor Louise gik årgangen over Trine.

Venskabet blev styrket, da de begyndte at skrive sange sammen og blev for alvor tæt, da de i 2009 begge blev mødre - Trine til sønnen Aksel og Louise til Samuel - og gik på barsel sammen.

- Jeg mødte på Teaterskolen en pige på 19, der tilsyneladende var cool og kunne intimidere mig med at holde øjenkontakt meget længe i op til 20 sekunder - for senere at lære, at hun var knap så cool, og de stirrende øjne er kun, fordi Trine har glemt, hvad hun ville fortælle, og så låser hun ligesom øjnene fast, mens tankerne bare vandrer ud ad alle mulige tangenter.

- Men det sårbare uncool menneske med rod i tankerne, som jeg lærte at kende har en virkelig cool leveregel: Sammen er vi stærke. Og når man er Trines ven, giver hendes inkluderende væsen plads til, at jeg også kan vise, hvor sårbar og uncool jeg også er, lød det blandt andet fra scenen.

De har fulgtes af gennem ungdoms- og voksenlivet og her følges de ned fra scenen efter Louise Mieritz overrakte hæderprisen til sin nære veninde Trine Dyrholm.
De har fulgtes af gennem ungdoms- og voksenlivet og her følges de ned fra scenen efter Louise Mieritz overrakte hæderprisen til sin nære veninde Trine Dyrholm.
 Foto: © Gregers Overvad

De blå øjne hos den fynskfødte filmstjerne så da også ud til at blive våde undervejs.

Senere satte Trine ord på, hvordan det var at blive overdynget med roser på denne særlige aften i Svendborg, hvor hun var med som hædersgæst.

- Det var utrolig rørende for mig at stå deroppe, og Louise er en af mine allertætteste veninder, og vi har født børn på samme tidspunkt, og vi har fulgtes ad siden teaterskolen og delt i tykt og tyndt.

- Så jeg var så utrolig taknemmelig for, at hun havde sagt ja til at overrække prisen og bruge tid på at skrive de fine ord.

Udover hædersprisen vandt Trine Dyrholm desuden prisen for Årets kvindelige skuespiller.

Her er alle vinderne

Årets Danske Film: "Vejen Hjem" - instruktør Charlotte Sieling.

Årets Danske Børne- og Ungdomsfilm: "Smukkere" - instruktør Mogens Hagedorn.

Årets Kvindelige Skuespiller: Trine Dyrholm for "Pigen med nålen".

Årets Mandlige Skuespiller: Nikolaj Lie Kaas for "Vejen hjem".

Årets Udenlandske Film: "It Ends with Us".

Årets Udenlandske Børnefilm: "Mufasa: Løvernes Konge".

Årets Danske Skuespiller i en tv-dramaserie: Theresa Ann Fallesen (Tessa) for "Løgnen".

Årets Danske TV-dramaserie: "Løgnen".

Årets Håb: Karoline Hamm.

Svend Hædersprisen: Trine Dyrholm.

Juryens Særpris: Zinnini Elkington.

Sponsoreret indhold