Kendte13. marts 2020

Video: Sofie Linde forsvarer "hamstrende" kvinde

Det var en ulykkelig og ”hamstrende” kvinde, som tv-vært Sofie Linde mødte på sin tur i supermarkedet i formiddag
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sofie_linde_30_aar_2.jpg
 (Foto: Peter Grosen)

Selvom både erhvervministeren og fødevareminsteren, og sågar de danske supermarkeder, har opfordret danskerne til at lade være med at hamstre, kunne man allerede onsdag aften se både tomme hylder og lange køer i og udenfor supermarkederne.

Noget tyder på, at danskerne simpelthen gik i panik, da Mette Frederiksen onsdag aften på et pressemøde meldte ud, at der nu tages mere drastiske metoder i brug i kampen for at stoppe coronavirusset fra at sprede sig mere.

Store dele af den danske befolkning stormede i hvert fald supermarkederne for at sikre sig nok mad og toiletpapir til den kommende tid.

Og det har altså fået nogle mennesker til at se ned på de hamstrende.

Den sprudlende tv-vært Sofie Linde fortæller på sin Instagram, at hun overværede en handlende kvinde blive svinet til:

- Så var jeg nede at handle og oplevede noget, som jeg godt lige vil dele med jer, fortæller Sofie Linde i et opslag det sociale medie og fortsætter:

- Mens jeg står og handler, så hører jeg pludselig en kvinde, der råber ”jeg er mor til syv forhelvede!”

- Så går jeg om på den anden side af den gang, jeg står på, og der står en kvinde og græder henover sin indkøbskurv, som er fyldt til randen med varer.

Sofie Linde fortæller videre om årsagen til kvindes gråd og råben:

- Mens hun har gået og handlet, så er der folk, der har råbt ”egoist!” og skubbet til hendes vogn.

Det viser sig imidlertid, at kvinden er mor til syv og i virkeligheden blot har handlet dagligvarer, som hun plejer.

På baggrund af den triste episode i supermarkedet kommer ”X Factor”-værten med en opfordring til befolkningen:

- Og nu er vi der, hvor vi skal stå sammen. Det blev nævnt af mange omgange. Det gælder altså begge veje, siger Sofie Linde.

- Som vores dygtige, kloge og dejlige statsminister sagde til sit pressemøde, så er vi på ukendt grund – og vi vil begå fejl, ja. Det vil hun gøre, det vil vi gøre, siger hun og fortsætter:

- Det er sådan, det er, når man går ind i en ny virkelighed, som vi er gjort.

Sofie Linde skulle have indtaget rollen som vært i talentprogrammet ”X Factor” i aften.

Men på grund af coronavirus er showet foreløbig udskudt.

Sponsoreret indhold