Kendte15. marts 2019

Video: Se Hugo Helmig optræde med Whitney Houston-sang

Hugo Helmig sang ikke kun sine egne sange, da han torsdag aften optrådte for lige under 300 mennesker i Roskilde. Han gav den også gas som Whithey Houston. Hør hans sang her

Han står bag hits som “Please Don't Lie”, “Eyes Wide Shut” og “Times of War”.

Og det var da også de sange, som den unge musiker Hugo Helmig optrådte med, da han torsdag aften gæstede spillestedet Gimle i Roskilde.

Men musikeren – der i sidste weekend måtte tilbringe en nat i detentionen som følge af en heftig kokain-rus – havde også andre sange på programmet, da han optrådte foran de omkring 300 publikummer.

Hugo Helmig gav den således gas til Whitney Houstons hit ”I Wanna Dance With Somebody” – til stor glæde for de hundredvis af fremmødte.

Du kan se og høre Hugo Helmig som Whitney Houston i videoen herunder:

Inden han begyndte at synge, henvendte den unge musiker sig til publikum for at dele nogle ord om det stormvejr, han har været igennem:

- I aften er en speciel aften, lød det blandt andet fra musikeren fra scenen på spillestedet i Roskilde.

- Nu vil jeg holde en fest for jer. Har I lyst til det?, spurgte han herefter, hvorefter publikum brød ud i jubel.

- Det er jeg fandme glad for, lød det herefter fra den aarhusianske sanger.

- Er der nogen af jer, der kender det med at begå fejl? Er det kun mig?, lød det spørgende fra Helmig, før han begyndte at synge sangen med den lidt sigende titel "Cocaine down the drain".

Senere udbrød han mellem to numre: - Jeg er ung og dum.

Natten til lørdag tilbragte den 20-årige musiker i detentionen i Aarhus, efter hans mor - forfatter Renée Toft Simonsen - slog alarm til myndighederne.

Ifølge døgnrapporten ringede hun til politiet, fordi Hugo Helmig rendte rundt på gaden "i psykotisk tilstand" som følge af kokain-misbruget.

Hugo Helmig blev herefter kørt til politistationen, hvor han tilbragte natten. Efterfølgende har hans manager udtalt, at han nu er i behandling for sit misbrug.

Sponsoreret indhold