Kendte6 timer siden

Victor Lander afslører: Takkede først nej til ”Forræder”

Det var først i andet forsøg, det lykkedes folkene bag ”Forræder” at få Victor Lander med i programmet
– Jeg har ikke ligesom Line Kirsten (Nikolajsen, red.) en spilklub, men jeg har nogle venner på Roskilde, hvor vi altid sidder og drikker bajere og spiller Varulv, siger Victor Lander, 31.
– Jeg har ikke ligesom Line Kirsten (Nikolajsen, red.) en spilklub, men jeg har nogle venner på Roskilde, hvor vi altid sidder og drikker bajere og spiller Varulv, siger Victor Lander, 31.
 Foto: Hanne Juul

Første gang takkede han nej – men i andet forsøg lykkedes det folkene bag ”Forræder” at lokke komiker og tv-vært Victor Lander, 31, med i det populære TV2-program.

– Det passede ikke lige ind. Jeg havde en masse arbejde, siger han til SE og HØR om sit afslag til sæson to af programmet.

– Jeg sagde: ”Måske en anden gang”. Og så ringede de igen – og så var jeg sådan: ”Så er det fucking nu!”, lyder det fra Lander, der sætter ord på, hvorfor han gerne ville medvirke:

– Jeg er meget konkurrencemenneske, så jeg havde en idé om, at jeg nok ville nå langt – og i sidste ende vinde. Jeg går ikke rigtig ind til noget, hvis ikke jeg regner med, jeg skal vinde.

Siden han var 13 år gammel, har Victor Lander vidst, at han gerne ville være komiker.

– Jeg føler, at der ikke var nogen anden mulighed. Det var bare det, jeg skulle, fortæller aarhusianeren, som har en gymnasiel uddannelse i bagagen.

– Men hvis det havde stået til mig, havde jeg slet ikke fået den der gymnasieuddannelse. Så var jeg bare begyndt at optræde, fastslår han.

Frisbee i fritiden

I dag bor Victor alene i København.

– Min fritid er meget mit arbejde. Jeg kan godt lide at bruge tid på at optræde. Lige nu er jeg på tour, så jeg er ude at optræde for mennesker, der har købt billet til mig, og det er dejligt at møde dem – jeg har savnet dem. Jeg bruger den mulighed til at snakke med mit publikum, siger komikeren og fortsætter:

– Og så er det dejligt, at man også har mulighed for at tage ned på en ”open mic”, hvor der er et normalt ”open mic”-publikum, som ikke har betalt så meget, og som bare kommer for at høre nyt. Der kan man jo så stå og ”riffe” (improvisere, red.) og lave nye ting.

Udover stand-up har Victor Lander også fået en ny interesse:

– Jeg er begyndt at spille discgolf, fortæller han.

– Det er sjovt. Nu er vejret jo blevet bedre, så det er rart. Så er man ude at kaste nogle frisbees, siger komikeren.

– Det gode ved det er, at jeg som sagt er på tour lige nu, så jeg tager ud og optræder, og så er jeg måske i Herning den ene dag og skal til Esbjerg – og i de timer imellem har jeg bare min taske med, og så ligger der 28 baner mellem Herning og Esbjerg, som man så kan spille på, fortæller han.

Ringede til mor

Da Victor Lander og de andre deltagere var med i ”Forræder”, kunne de få lov til at ringe hjem til en person.

– Det fandt jeg først ud af lidt senere, så jeg havde et par dage, hvor jeg ikke vidste, at jeg kunne ringe til nogen, forklarer han.

– Jeg havde forstået det som en livslinje, som man kunne ringe til, hvis man havde glemt at slukke sit bålsted hjemme i sommerhuset eller sådan noget. Jeg vidste ikke, at man bare kunne ringe hjem og tage en sludder for en sladder.

Victor fandt ud af, at deltagerne måtte ringe hjem, da han en dag sad i vinduet på sit værelse og kunne høre en af de andre deltagere tale med en.

– Og så tænkte jeg: ”Har han fået lov til at få nogen med ind på værelset?”. Jeg kunne bare høre noget mumlen – og så snakkede jeg med en og spurgte: ”Har folk lov til at få gæster?” ”Nej, nej, han snakker bare i telefon”. ”Må man snakke i telefon?!”.

Da det gik op for Victor Lander, valgte han at ringe hjem til sin mor.

– Bare fordi hun er meget tryg lige at ringe til. Jeg ringer ikke så meget til hende i forvejen, og så gav det god mening.

– Det er du ikke så god til?

– Nej at ringe hjem til mor? Men når vi så ringer sammen, er vi gode til at snakke i lang tid. Det er dejligt, siger ”Forræder”-stjernen.

Sponsoreret indhold