- Vi forsøgte at få én mere, og så vi fik fem!
Amerikanske Amy Kempel fortæller nu i egne ord om den dag, hvor hun fik besked om, at hun og kæresten ventede ikke bare én, men hele fem børn.
Læs hendes historie fra That's Life herunder:
Mit hjerte hamrede afsted.
Jeg havde tidligere haft fire aborter, hvor to af dem var tvillinger, der blev født for tidligt i uge 22.
Vi havde allerede Savannah, 3, og Avery, 2, og denne nye skulle være det regnbuebarn, der fuldendte vores familie.
Indtil nu havde vi gennemgået 20 runder fertilitetsbehandling, hvor der var blevet ført sæd op.
”Gå ikke i panik”, smilede lægen.
”Din baby har det fint. Det lader bare til, at… altså… der er fem! Det ser ud til, at I venter femlinger”.
Chad og jeg kiggede på hinanden med åben mund.
FEM babyer! Hvordan i alverden skulle vi kunne klare fem babyer?
Vi vidste, at vi i kraft af fertilitetsbehandlingen havde større sandsynlighed for at få flere, men vi havde aldrig regnet med femlinger.
Til vores næste aftale fik vi dystre nyheder.
“Bare fordi der er fem embryoer, betyder det ikke, at der kommer fem babyer”, sagde lægen.
”Deres største chance for at overleve ville være, hvis vi fjernede en eller to af embryoerne”.
Men det var ikke en mulighed for os.
Artiklen fortsætter under billedet...
Amy sammen med alle sine syv børn. Foto: That's Life
Jeg kæmpede mig gennem graviditeten i en tåge af nerver og håbede, at mine babyer var nogle fightere.
Vi vidste, at jeg ikke ville bære dem helt til termin, men det lykkedes mig at holde dem til uge 27, hvor jeg fik at vide, at babyerne ville have den største sandsynlighed for at overleve.
På den dag, 11. januar 2018, fik jeg kejsersnit.
Og lige med ét blev vi en familie på ni. Lincoln, Noelle, Grayson, Preston og Gabriella vejede hver 1,1 kilo og var perfekte og raske.
Vi havde været så bange for, om de ville ankomme sikkert, at vi ikke havde købt nogle af fornødenhederne.
Min geniale mand sprang i aktion og fremstillede hjemmelavede møbler til alle fem, som gigantisk skiftebord og krybbe.
Vi var konstant i gang med at fodre, skifte og putte.
Det tog to en halv time at komme igennem måltiderne, og det blev hurtigt næsten umuligt.
Men så var Chad hurtig igen, og på ingen tid kom han med en ny opfindelse – en fodringsstation.
Vi fik hurtigt gang i tingene, og nu føles det som om, at vi er med i en film, når vi alle rejser sammen.
”Det er ligesom i filmen ”Alene Hjemme”, grinede jeg til Chad. ”Jeg løber foran, og vi har en hær af børn i hælene bag os”.
Vores vilde liv er blevet vores hverdag, og jeg elsker vores store familie.
Jeg har lært, at det er muligt at overleve på fem timer søvn! Og vi ville ikke have det på nogen anden måder!