
Verdensstjerne i sorg: Wiz Khalifa har mistet sin far

LÆS OGSÅ: Enorm sorg: Snoop Doggs ti måneder gamle barnebarn er gået bort
Wiz Khalifa er blevet ramt af en stor sorg.
Det fortæller den amerikanske rapper selv i en række opslag på X.
- I dag valgte min far ikke at vågne op. Jeg vil altid elske ham, savne ham og være taknemmelig for de ting, han lærte mig. Han forlod verden som en ægte yogi - fredfyldt og på egne præmisser. Jeg vil altid elske dig, Laurence W. Thomaz, skrev rapperen først.
Efterfølgende fortalte den 38-årige rapper, der egentlig hedder Cameron Jibril Thomaz, at faren i deres sidste samtale fortalte, hvor stolt han var af søn og den film, han var med i.
- Og jeg lovede ham, at jeg ville lave mere, skriver Wiz Khalifa.
Der har netop været premiere på filmen "Moses the Black" med rapperen på rollelisten. I 2023 medvirkede han ligeledes i filmen "Spinning Gold".
Efter offentliggørelsen af farens død væltede det ind med støtte på de sociale medier, og Wiz Khalifa gjorde klart, at det betød meget for ham.
Det fremgår ikke, hvad faren døde af, men ifølge rapperen skete det pludseligt.
- Min fars død var pludselig, men det gør mig glad at se, hvor mange der elsker og respekterede ham. Jeg ved, han er stolt over, at han efterlod et positivt aftryk på denne jord. Det var alt, han ville.
Laurence W. Thomaz blev 63 år, skriver TMZ.
