Kendte3. januar 2018

8 mill. kr.: Verdens dyreste flaske vodka stjålet på Vesterbro

Natten til tirsdag har ukendte gerningsmænd fået fingre i verdens dyreste flaske vodka, der stod i kælderen under Café 33 på Vesterbro. Flasken har en værdi af otte millioner kroner og var desværre ikke forsikret
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/26172873_776109535907293_2830680216006974112_o.jpg
 Foto: Café 33/Facebook

Der findes kun én flaske af den i verden, og nu er den væk!

Natten til tirsdag blev verdens dyreste (og den eneste af sin slags) flaske vodka stjålet fra en vodkasamling i kælderen under Café 33 på Vesterbro.

Det fortæller ejeren af stedet, Brian Ingberg, både på sin Facebook-profil og til TV 2 Lorry.

- Nogen har i nat været inde “med nøgle” og stjæle min vodka russo Baltique vodka, skriver Brian Ingberg på Facebook, hvor han har delt billeder af den unikke flaske vodka samt tyveknægtene.

- De har åbenbart haft en nøgle eller kopieret en nøgle, og de har så rullet gitterporten op og låst døren op, og så er de simpelthen kommet ind i bodegaen og har brækket døren op til vodkamuséet nede i kælderen. Så er de stukket af med den ene flaske alene, selvom der immervæk står 1200 flasker, man kan tage, siger Brian Ingberg til TV 2 Lorry.

Den såkaldte russo Baltique vodka er ikke en hvilken som helst vodka – den er nemlig verdens dyreste med en anslået værdi af svimlende otte millioner kroner.

Den høje værdi er godt hjulpet på vej af, at flasken er fremstillet af tre kilo guld og tre kilo sølv – og så findes der altså kun den ene flaske vodka i hele verden. Derudover er der et læderbånd med den første Monte Carlo-bil fra 1912 på toppen af vodkaflasken.

Flasken medvirkede sågar i et afsnit af den amerikanske hitserie ”House of Cards”, hvor Lars Mikkelsen, der spiller den russiske præsident, giver flasken til Kevin Spacey, der spiller den amerikanske præsident.

Brian Ingberg, der har verdens største vodkasamling under sin bar på Vesterbro, fortæller, at han havde udlånt flasken af russeren Leoan Dartz, der er arving til Dartz-imperiet.

- Han er selvfølgelig ked af det, men tager det egentlig meget cool, siger Brian Ingberg til TV 2.

Desværre er den pebrede russo Baltique vodka ikke forsikret.

Sponsoreret indhold