GALLERI: Vejede mindre end 2 pakker smør ved fødslen - sådan går det i dag

De to små tvillingepiger vejede pænt under og en anelse over 500 gram, da de blev født.

De to små tvillingepiger vejede pænt under og en anelse over 500 gram, da de blev født.

Foto: All Over Press)

To pakker smør eller halvanden Big Mac fra McDonald's.

Prøv at lægge dem i hånden - de vejer ikke meget.

Det var den vægt de bitte små britiske tvillingepiger Robyn og Rylea havde, da de kom til verden i november 2015.

De blev født alt for tidligt.

Deres mor, 41-årige Claire Cunliffe, havde i 12. uge fået at vide, at hun ventede tvillinger, men allerede i 23. graviditetsuge - 17 uger før hendes termin - gik noget helt galt med hende og de to minimennesker i hendes mave.

Hun pådrog sig en infektion, der satte fødslen gik i gang, og lægerne kunne intet gøre for at stoppe den.

Ud kom de to meget små piger.

Rylea vejede bare sølle 425,24 gram ved fødslen, mens Robyn vejede en anelse mere med en fødselsvægt på 535,05 gram.

Lægerne levnede dem blot ti procents chance for at overleve den alt for tidlige fødsel, og de knuste forældre, Claire Cunliffe og Jason Comer, kunne blot håbe, at lægerne og de små pigers livsvilje ville resultere i en lykkelig afslutning på den på papiret håbløse situation.

- De var perfekte men uendeligt små.  Ryleas hånd var ikke større end spidsen af min lille finger, siger Claire til Daily Mail.

Alle pigernes organer og lemmer var udviklet, men alt var blot meget, meget småt og endnu ikke klar til en tilværelse uden for Claires livmoder.

Nu fulgte måneder på hospitalet med op- og nedture, mens de to små piger klamrede sig til livet i hver deres kuvøse.

Da Robyn var tre måneder gammel fik hun blodforgiftning, og hendes ene lunge klappede sammen, men den lille pige kæmpede imod og overlevede  krisen.

Efter fem måneder på hospitalet fik Claire og Jason deres to piger med hjem.

De er helt officielt de mindste tvillinger, der er født i Storbritannien, som har overlevet en alt for tidlig ankomst til verden.

Og for små 14 dage siden fejrede de deres første jul hjemme hos mor og far.

De vejer nu begge 6,3 kilo og trives som alle andre børn, der lige har passeret deres et års fødselsdag.

- Jeg skal knibe mig selv i armen for at tro på det, når jeg kigger på dem og ser hvor godt, de har det. Hver gang de smiler, bliver jeg overvældet af lykke over, at vi har dem, siger Claire til Daily Mail.

Og alt tegner til, at de to små piger trods den pludselige, meget barske og alt andet end normale begyndelse på livet, kommer til at vokse op og blive som alle andre børn i Greater Manchester, hvor de hører hjemme.

- De udvikler sig helt normalt. De kan sidde op selv og er nogle rigtige grinebidere. De er to små mirakler, siger Claire til Daily Mail.

Se galleri med de to små krudtugler og deres forældre:

Robyn og Rylea, Det mindste tvillingepar født i Storbritannien, januar 2017

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close