Vanvittigt populært: Japansk tv-show sender små børn alene ud i virkeligheden

Det kan godt være, at du foretrækker at se ”Bridgerton” eller ”Breaking Bad”. Alligevel er du måske stødt på et mystisk program på Netflix ved navn ”Old Enough”.
Her kan man i små afsnit følge en gruppe meget små børn, der sendes ud i virkeligheden. I første afsnit følger vi således en blot toårig dreng, der bliver sendt ud på en én kilometer lang gåtur til det lokale supermarked, hvor han skal købe blomster og et par madvarer. Helt alene vel at mærke.
Det bizarre program er vanvittigt populært i Japan, hvor det kaldes ”Hajimete no Otsukai” (Mit første ærinde, red.).
Programmet har kørt i mere end 30 år i Japan, og faktisk er det så populært i Japan, at hver femte japaner følger med, når programmet løber over skærmen!
Det er med andre ord et helt fænomen – og et mystisk et af slagsen.
For er det overhoved værd at se? Tja.. Det vi vil lade dig bestemme.
Men der er ingen tvivl om, at man får følelserne helt ude på tøjet. Man hepper på de små poder, mens de forsøger at navigere rundt i byen på den ene mission efter den anden. Alligevel sidder man også med en følelse af, at nogle af børnene er for små til at rende rundt hele alene. Nogle af dem må da også opgive deres mission og løbe grædende hjem til mor og far.
Du kan se programmet på Netflix. Indtil videre er der 20 afsnit.