Vært og kommentator Brett Cooper forlovet - med en mystisk mand
Dagligt tager hun livtag med aktuelle emner – såsom Travis Kelces angiveligt ”jaloux” ekskæreste, den populære efterårsdrik Pumpkin Spice Latte, eller Doja Cats nye djævelske image – alt sammen med vanlige højreorienterede briller på.
Men den 22-årige Daily Wire-vært, Brett Coopers, nyeste hot topic er altså hende selv – og hendes nye diamantring på fingeren.
Den unge politiske kommentator har nemlig netop afsløret, at hun skal giftes med en yderst hemmelig mand.
– Jeg er bare fuld af overraskelser i denne uge. Jeg er så utroligt spændt på at blive gift med denne mand, skriver hun, og slutter med at tease for afsløringen af hans identitet i hendes eget populære daglige program på den konservative kanal.
– Taler om det i aften i ”Comments Section”.
På alle billederne, som Cooper har delt, er hendes kommende husbonds ansigt godt gemt væk, så der bliver altså netop nu spekuleret løs, for hvem kan han være?
Hun røber lidt mere om sit kærlighedsliv – og parrets historie – netop i ”Comments Section”, som ifølge mediet Distractify blandt andet inkluderer årsagen til hendes hemmeligholdelse af den mystiske mand.
– Jeg var lige flyttet til en ny by. Og jeg var pludselig en meget offentlig person, fortæller værten Brett Cooper, som startede sin karriere på egen Youtube- og TikTok-kanal, og som har været hos Daily Wire siden sidste år.
"Millioner af knuste hjerter"
Hendes nye forlovede havde ingen interesse i at være en offentlig person. Og det har Brett Cooper stor forståelse for.
– Jeg kniber mig selv i armen hver dag, og jeg føler mig virkelig som jordens heldigste person, siger hun videre.
Rigtig mange er i kommentarerne under Coopers opslag også fortvivlede over, at deres idol nu er afsat til anden side.
– Hørte I det? Det var lyden af millioner af unge mænds hjerter, der blev knust, skriver en af hendes følgere.
22-årige Brett Cooper forsøger udover sin kommentatorkarriere sig også med skuespillet. Til næste år kan disse føromtalte unge, forelskede amerikanske mænd glæde sig til at se hende i rollen som Snehvide” i ”Snow White and the Evil Queen” – en tvivlsomt budgetteret film, der også er produceret af Daily Wire – tilsyneladende for at trolle Disney.
Daily Wire beskrives som et selvstændigt konservativt medie, som er stiftet af blandt andre Ben Shapiro i 2015.