
Ung Simon Kvamm stalkede sit idol Jens Unmack

LÆS OGSÅ: Så rig er Simon Kvamm
Ordet "stalking" har været brugt på dansk siden 1996, og nogenlunde samtidig tog Simon Kvamm begrebet til sig.
Den slags er normalt strafbart - men heldigvis endte historien lykkeligt for sangeren, fortæller han i Radio 4-programmet "Portrætalbum".
I programmet fortæller Nephew-frontmanden om sin store fascination af bandet Love Shop, og særligt forsanger Jens Unmack, som han en dag så tilfældigt på gaden i København.
Simon Kvamm var dengang i starten af 20'erne og endnu ikke et kendt ansigt på nogen måde.
- Jeg bruger det meste af en eftermiddag på at gå rundt i behørig afstand af Jens Unmack på Strøget og simpelthen bare kigge på ham. Jeg skygger ham. Jeg stalker ham.

- Han går ind i boghandlen Arnold Busck på Købmagergade, og jeg går ind i butikken med ham og laver den klassiske med at stå et par boghylder væk. Jeg kunne se, at han tog en bog om Elvis ud af reolen og bladrede i den, fortæller Simon Kvamm.
Skygningen sluttede dog i løbet af dagen, og siden blev Kvamm en mand, der selv fik idolstatus hos mange, der sikkert også har haft lyst til at følge ham rundt i gaderne.
- Jeg vil gerne berolige lytterne med, at der er sket det meget underlige i mit liv, at jeg er blevet venner med Jens Unmack, og jeg har fortalt ham om det her, forklarer den tidligere "X Factor"-dommer.
Stalking-tendenserne har den 50-årige musiker forhåbentlig lagt fra sig med alderen - nu bruger han i stedet sin tid på at forberede sig på en kirke-turné til næste år, som noget overraskende også sender ham forbi en udsolgt Royal Arena et par gange.
