Ung dansker med i ny stor Netflix-serie

En ung kvinde vågner efter en alt for tidlig død op i et lighus som pludseligt medlem af en dæmonbekæmpende hær af nonner.
Sådan lyder det allerede hæsblæsende anslag til en af Netflix nye påfunde til de streamingglade fantasy-fans.
Og hvis ikke plottet er nok til at fange din opmærksomhed, så hjælper det måske på det hele, at en ung dansk skuespillerinde er på rollelisten.
May Simón Lifschitz, 24, deler en række fine glimt fra optagelserne i Malaga på sin Instagram, ligesom hun dukker op i traileren til serien "Warrior Nun" om de festglade nonner.
Serien er baseret på en tegneserie af Ben Dunn, og første sæson får premiere den 2. juli.
Hovedpersonen, den 19-årige Ava, spilles af Alba Baptista, mens resten af rollerne som superhelte-nonner udfyldes af en perlerække af unge talenter. Og det har ifølge den unge dansker været en af de bedste ting ved de internationale optagelser.
- Det fantastiske ved Netflix er, at de laver deres egne stjerner og har fokus på at finde spirende talenter, fortalte May Simón Lifschitz til DR sidste år efter optagelserne.
Herhjemme er den 24-årige dansker nok bedst kendt for sine roller i familiefilmen "Vildheks" fra 2018 samt DR3-serien "Yes No Maybe", hvor May spillede transkønnet - en helt bestemt type rolle, som hun siden har forsøgt at vriste sig fri af.
May Simón er selv transkønnet. Som 16-årig begyndte hun på hormoner og har siden skiftet CPR-nummer og navn.
Køn og kønsskifte bliver ikke italesat i særlig grad i forbindelse med rollen som Chanel i "Warrior Nun", hvilket hun har været glad for, fortæller hun til DR.
- Jeg har sagt nej til rigtig mange ting, fordi jeg ikke føler, det var den rigtige repræsentation for mig, da det kun var baseret på, at jeg er transkønnet. Det er den her rolle ikke på samme måde, så jeg var virkelig spændt og håbede, jeg ville få den, siger den danske skuespiller.
May Simón Lipschitz har før arbejdet som model i New York, men blev siden opdaget af den danske caster Anja Philip, da hun solgte make-up i Magasin.