Undersøgelse: Folk født i januar får færre gaver end alle andre

Der er mange, der kan blive enige om én ting i årets første måned:
Januar er træls! Det er mørkt, det er koldt, og julen er slut. Snøft.
Nogle er dog så heldige at have fødselsdag i januar og så skulle man jo tro, at alt var godt.
Men nu viser en undersøgelse, at fødselarerne i januar alligevel ikke har helt så meget at glæde sig over.
I hvert fald viser en undersøgelse, at folk, der har fødselsdag i januar måned, får færre gaver end alle andre.
Æv med dobbelt æ og v.
Det er finanshjemmesiden money.co.uk, der har lavet beregningen.
De har regnet frem til, at folk født i januar gennemsnitligt vil få gaver for i alt £1.120,11 – svarende til næsten 10.000 kroner – mindre end alle andre gennem deres liv.
I gennemsnit bruger en typisk brite omkring £392 på gaver om året, men i undersøgelsen erkender én ud af tre briter, at de bruger i gennemsnit 34 procent mindre på gaverne (det svarer til omkring 150 kroner mindre) til dem, der er så (u)heldige at have fødselsdag i januar måned.
Og det betyder altså, at du kan se frem til færre gaver, hvis du er én af dem, der blev født i årets første måned.
Men altså... det er stadig DIN dag. Så tillykke med den!