Kendte29. maj 2020

Under 100 i hele verden: Milkshake er en pink hund

Firebenedes stjerner på de sociale medier er ikke noget nyt. Men Milkshake lokker alligevel følgere til af en helt særlig grund
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/milkshake_0.png
 Foto: Instagram/Milkhakethepug

Milkshake er en sjælden hund.

Under 100 vovser på verdensplan kan prale med at være helt og aldeles blottet for pigment, hvilket giver dem et særligt pink skær.

Den 17 måneder gamle pug har de karakteristiske træk for racen: Det lille krøllede ansigt, de store dovne øjne og de talrige rygdeller.

Men hvor de fleste pugs er enten lyse eller mørke, er Milkshake egentlig slet ingen af delene.

Længere tilbage i Milkshakes stamtræ har der været hunde med albinisme, altså en pigment-defekt, der betyder, at der er mangel på melanin i huden.

Så da Milkshakes ejer Maria på 33 år spottede Milkshake blandt sine helt almindeligt hvalpe-farvede brødre og søstre, var hun sikker på, hun måtte have lige netop ham.

- De er meget sjældne. På det tidspunkt var Milkshake en af de 30, der var i verden. Men der har været meget få kuld. Så der er ikke flere end 100 på verdensplan, fortæller hun om Milkshake.

Maria havde aldrig hørt om pigmentfejlen hos hundene og anede slet ikke, der fandtes lyserøde pugs.

- Han er faktisk ikke albino - han har bare farven, der får ham til at se sådan ud. Hvilket betyder, han ikke lider af synsfejl eller dårlig hørelse. Han er en glad og rask dreng, udtaler hun til Daily Mail.

Udover vovsens sikkert skønne selskab kan Milkshakes ejer Maria glæde sig over at administrere hundens strålende karriere på de sociale medier.

I skrivende stund har det lille vidunder 55.000 følgere på Instagram og lige under 13.000 følgere på TikTok.

Maria, den stolte ejer, beskriver Milkshake som værende fjollet, glad, venlig og meget forkælet.

Han følger ofte Maria på arbejdet og bliver ugentligt forkælet med besøg hos hunde-salonen.

Her får han den helt store tur - inklusiv pedicure - før han poserer til glæde for de mange fans online. Etferfølgende nyder han en velfortjent godbid i form af kylling.

Milkshake har udover sin omfattende online tilstedeværelse også ofte roller i reklamer, tv eller film.

Sponsoreret indhold