Ulrikke Toft Simonsen har købt charmerende patriciervilla: Nu inviterer hun indenfor

- Det er så vildt at tænke på, at vi nu skal skabe vores børn barndomshjem her, lige ved søen blandt æbletræer og brombærbuske.
Sådan skrev Ulrikke Toft Simonsen, da hun i går afslørede, at hun og gemalen Brian Sivabalan – bedre kendt som musikeren Lord Siva – har købt en villa.
Nu inviterer hun sine følgere indenfor i den mere end 100 år gamle patriciervilla, som de nu skal i gang med at renovere. Men med respekt på husets sjæl og originale detaljer, som hun skriver.
Det gør hun ovre på sin nyoprettede profil, som hun har lavet specifikt til formålet. Den har i skrivende stund allerede fået små 14.000 følgere.
Husets tidligere ejer var arkitekt, og Ulrikke og Brian har derfor fået en masse originale tegninger af huset med i købet.
Modellen er særligt forelsket i lysindfaldet i den gamle villa, men også køkkenet har en stor stjerne hos modellen og musikeren.
- Husets nuværende køkken er virkelig, virkelig smukt, dog vil vi gerne vælte en af væggene, så der bliver køkken/alrum i den ene af stuerne. Planen er at genbruge alle elementerne fra køkkenet og bibeholde to gamle snedkerlavede skabe og et fadebur, fortæller hun. Til stor begejstring for de mange følgere.
I en række stories kommer følgerne med ovenpå, hvor der er flere værelser, et lille badeværelse og udgang til altan.
Hvor parret har købt hus, og hvor meget de har givet, har endnu ikke været muligt at finde ud af.
Indtil for nylig boede den lille familie på fire i Ulrikkes lejlighed med udsigt til søerne i København. Den købte modellen i 2020 for 5,4 millioner kroner.
Det viste sig at være en glimrende investering, for ifølge tinglysningen fik hun 8 mio. kroner for den, da hun solgte den.