Ulla Terkelsen har truffet en radikal beslutning: Det skal der ske med hendes jordiske rester
Der er meget at tage stilling til, inden vi skal herfra. Vil man begraves, kremeres og bisættes eller skal asken spredes på et betydningsfuldt sted?
TV 2-ikonet Ulla Terkelsen har med sine 79 år taget stilling til, hvad der skal ske med hende, når hun ikke længere er her.
Det fortæller hun i Radio 4-programmet "Det sidste måltid".
For som altid spørger vært Lærke Kløvedal i slutningen af programmet, hvad der skal stå på gæstens gravsten.
- Jeg skal overhovedet ikke have en gravsten, lyder det fluks fra korrespondenten.
Hun har en helt anden plan med sine jordiske rester.
- Jeg skal testamenteres til videnskaben, siger hun til en meget overrasket Kløvedal, der spørger til Ullas begrundelse.
- Fordi de vil meget gerne have lig. De kan lave alle mulige eksperimenter på tænder og knogler og hår og sådan noget. Videnskaben vil meget, meget gerne have lig.
Ulla har rejst verden rundt siden hun som 19-årig rejste til Polen og fik smag for livet på landevejen. Siden blev hun journalist og har rapporteret fra alverdens brændpunkter, royale begivenheder og OL for bare at nævne få.
Hun har med andre ord levet et begivenhedsrigt liv med fuld fart på, og i udsendelsen udtrykker hun da også sin forundring over, at hun stadig er i live i en alder af 79.
- Jeg har levet et meget usundt liv, så jeg ved slet ikke, hvorfor jeg er blevet så gammel. Det er også mærkeligt. Jeg bliver 79 den. 15. maj. Det er underligt, jeg er blevet så gammel. Det er mod alle regler, fordi jeg har levet så usundt.
- Jeg burde jo have fået en eller anden sygdom og være død for længst, tilføjer hun.
Selv om hun har nået sit livs efterår, frygter hun ikke den dag, det hele slutter. Dødsangst er ikke noget, hun lider af, slår hun fast.
Der er dog scenarier, der ikke er ønskværdige.
- Jeg synes, det er meget irriterende, hvis jeg falder og forbløder i voldsomme smerter, uden nogen kommer og hjælper mig, siger hun og fortsætter:
- Jeg håber ikke, at jeg ligger på et badeværelsesgulv alene i lang tid uden nogen kommer og finder mig. Det ville være en dum måde at dø på.
Når man kommer op i årene, er det nærmest et vilkår, at ens venner begynder at dø om ørerne på en, som Ulla så poetisk formulerer det.
Men selv om døden rykker tættere og tættere på, giver hun ikke sit eget endeligt mange tanker.
- Det er ikke sådan, at jeg hver dag går rundt og spekulerer over, om jeg snart dør. Det går jeg ud fra, at jeg gør på et eller andet tidspunkt, men jeg går ikke rundt og spekulerer over hvornår og under hvilke omstændigheder.
- Enten får jeg en sygdom og dør eller også dør jeg under voldsomme omstændigheder. Flyet kan falde ned og sådan noget, konstaterer hun nøgternt.
Ulla har ikke bare nået den alder, hvor hun bliver bedt om at forholde sig til døden. Hun er også flere gange blevet spurgt om, hvornår hun har tænkt sig at gå på pension.
Sidste år fortalte hun til SE og HØR, at hun dropper sit otium.