Ugens stjerner: Tom McEwan fylder 80 år

Af astrolog Cathrine Oppenheim
Astrolog Cathrine Oppenheim har endnu engang kigget på stjernerne og fortæller dig herunder, hvordan din uge bliver.
Horoskopet gælder fra onsdag den 5. august til og med tirsdag den 11. august.
VANDMANDEN
21. januar-18. februar
Familien og hverdagen er i centrum. Det kan være et af dine børn, der markerer sig og ønsker din fulde opmærksomhed. Det kan også være en yngre person, der stiller sig op og gør ”oprør”. Måske er det på tide at ændre lidt på forældre/barn-rollen?
DE FYLDER OGSÅ ÅR I DENNE UGE:
Pierre-Emile Højbjerg: Fylder 25 år den 5. august
Hans Otto Bisgaard: Fylder 75 år den 7. august
Mikkel Beha Erichsen: Fylder 54 år den 11. august
FISKENE
19. februar-20. marts
Du kan nemt komme til at bruge alt dit krudt først på ugen. Men du kan ikke lade være med at deltage i aktiviteterne. Der er brug for din viden og kompetence. Der kan opstå konflikter, hvor du bliver nødt til at forklare, hvordan tingene hænger sammen.
VÆDDEREN
21. marts-20. april
Du er fast besluttet på at kæmpe for din ret. Det er ikke første gang, du lægger arm med en eventuel overordnet. Hvis du bærer dig fornuftigt ad, kan du vinde sagen – hvis du kan holde dit temperament i ave. Og så tager du i øvrigt ikke et nej for et nej.
TYREN
21. april-21. maj
Der vil dukke sager op, der kræver din opmærksomhed, og som med stor sandsynlighed har med dit arbejde eller din bolig at gøre. Sørg for at få afsluttet diverse hængepartier, da nye opgaver venter. Følelserne er stærke og svære at sætte ord på sidst på ugen.
TVILLINGERNE
22. maj-21. juni
Humøret kan være lidt påvirket, og du giver måske heller ikke udtryk for, hvordan du har det. Senere på ugen fornemmer du et markant humørskift – til det bedre – og du ser på tilværelsen med langt mere positive øjne. Det giver dig lysten til socialt samvær tilbage.
KREBSEN
22. juni-22. juli
Samarbejde og nære relationer er i centrum. Personer på jobbet kan være meget fremfarende og har ikke så meget forståelse for den måde, som du har valgt at tackle nogle udfordringer på. Men du har din egen måde at klare tingene på, og det skal du fastholde.
LØVEN
23. juli-23. august
Din sans for retfærdighed bliver vækket. Derfor kan du være at finde blandt personer, der kæmper for en hjertesag. Retslige anliggender har vanskelige tider, hvilket kan give anledning til stor irritation og uro for dit vedkommende. Slå følelserne fra, og brug fornuften.
JOMFRUEN
24. august-23. september
Måske har du ventet på et svar i lang tid, men det er ikke sikkert, at du får det svar, som du håber. Midt på ugen fornemmer du et markant humørskifte, som bringer glæde i dit sind. Ønsker du opmærksomhed, så må du gøre noget for at få det!
VÆGTEN
24. september-23. oktober
Måske er det din sidste ferieuge, og du kan stadig nå at få nogle gode oplevelser. Men det kan også handle om, at du får en ahaoplevelse, der giver dig et større perspektiv på tilværelsen. I weekenden sker der et stemningsskift, hvorefter følelserne kan tage over.
SKORPIONEN
24. oktober-22. november
Der er noget, der ikke er, som det skal være. Du lægger næppe skjul på din utilfredshed. Du mener selv, at du har ydet en stor indsats og mangler at se retfærdigheden ske fyldest. Forholdene på hjemmefronten kalder på din opmærksomhed. Noget skal klares her.
SKYTTEN
23. november-21. december
Du er utålmodig, og måske løber temperamentet af med dig. Selv om du prøver at beherske dig, kan du næppe lade som ingenting. Interessekonflikter tørner sammen, og du har svært ved at skille tingene ad. Affind dig med, at andre er uenige med dig.
STENBUKKEN
22. december-20. januar
Det kan være svært at nå til enighed. Du ser meget anderledes på tingene end din modstander. Du vil gerne udvise handlekraft. Personer med stærke følelser prøver at påvirke dig i en anden retning – det bryder du dig ikke om. Du træffer din afgørelse på trods af dette.