Kendte5. august 2020

Uffe Holm stopper hos Leovegas

Den populære komiker skal ikke længere være ansigt for onlinecasino hos spilfirmaet Leovegas
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/uh.jpg
 Foto: Lars H. Laursen

- Livet er dejligt!

Sådan kunne danske tv-seere gang på gang høre Uffe Holm sige til sin reklame-hustru i blokkene mellem yndlingsprogrammerne eller i afbrydelserne af søndagsfilmen.

Men nu er det slut, for den 44-årige komiker skal ikke længere være ansigt udadtil for spilsitet Leovegas.

Det oplyste virksomsheden først i en pressemeddelse, hvorefter en del forvirring opstod. Det viser sig nemlig, at det var Uffe selv, der afbrød samarbejdet tilbage i januar.

- Det er mig, der har stoppet samarbejdet med dem helt tilbage i januar. Leovegas havde kontrakt med mig indtil 2021, men i januar besluttede jeg, at jeg ikke længere ville være ansigt for dem, fortæller han til SE og HØR.

Uffe Holm var i mange år en aktiv del af det danske pokermiljø og landede sponsor-aftaler med flere store internationale bookmakere, bl.a. Ladbrokes og Betsafe. Uffe Holm har selv spillet med i mange store internationale pokerturneringer og vandt gevinster for flere hundrede tusinde kroner i sine år som ‘pokerchamp’.

For eksempel stillede han flere gange op til European Poker Tours finale-turnering i Monaco, hvor indskuddet dengang lå på hele 75.000 danske kroner.

Nye vinde

Men den spilglade komiker kan altså ikke længere finde sig til rette som reklamefigur i de glittede tv-reklamer.

- Der blæser nye vinde i verden, og reklamer for spil er ikke velanset længere. Det kan gøre folk kede af det, at man laver reklamer for spil, og jeg har aldrig været i spilbranchen for at gøre nogen kede af det. Jeg har kun været med, for at hygge mig. Så vil jeg hellere stoppe i branchen, siger han.

- Jeg begyndte at reklamere for poker og gambling tilbage for femten år siden, og dengang var der ingen, der gik op i reklamer for spil. Det var der ingen der havde tid til, men det er anderledes i dag.

Er det ikke nogle penge, du kommer til at mangle?

- Det havde kraftedeme været rart hvis det havde været efter coronanedlukningen af Danmark, at jeg stoppede samarbejdet, men det kunne ingen jo vide dengang. Men jeg tjener mine penge på at være stand-up komiker, og det at være ansigt for Leovegas har været ekstra arbejde, siger han, før han tilføjer:

- Alt er godt mellem mig og Leovegas.

Ifølge Uffe Holm er der nu en ny pressemeddelelse på trapperne fra casinovirksomheden, hvilket bedre uddyber, hvad der er op og ned i historien om det afsluttede samarbejde mellem Holm og Leovegas.

Sponsoreret indhold