Kendte28. marts 2022

Uffe Holm reagerer på Oscar-drama: Will Smith ødelægger sin karriere

Standup-veteranen mener, at Will Smith gik langt over grænsen, da han gik på scenen og slog Chris Rock under nattens Oscar-uddeling
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Nattens Oscar-shows helt store drama udspillede sig foran millioner af seere, da skuespiller Will Smith gik op på scenen og langede vært Chris Rock en syngende lussing.

Her gik den 53-årige skuespiller langt, langt over grænsen, mener den erfarne standupkomiker Uffe Holm.

– Det er neandertaler-opførsel, hvor man bare tænker: "Hvad fanden er det for noget?", siger komikeren til SE og HØR.

– Det er sådan noget børn gør. Will Smith er over 50 år gammel, siger Uffe Holm.

Dramaet blev udløst af, at Chris Rock kort forinden havde lavet en joke om Will Smiths hustrus, Jada Smiths, karseklippede frisure.

En frisure hun har, fordi hun lider af hårtabssygdommen alopecia.

Den bizarre episode har delt vandene på de sociale medier, hvor nogle roser skuespilleren for at tage sin hustru, mens andre fordømmer den voldelige handling.

Artiklen fortsætter under billedet …

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/uffe_holm.png
 Foto: Kaspar Wenstrup

Komiker Uffe Holm mener, at Will Smith gik langt over grænsen under nattens Oscar-drama. Foto: Kaspar Wenstrup

– Dem, der retfærdiggører det med, at han bare står op for sin kone … Det stikker jo helt af.

– Det kan godt være, at nogen synes, det er fedt med kontant afregning. Men så må man da være lidt kvikkere end at gøre det foran en milliard seere, siger Uffe Holm.

Ikke nok med at Will Smith risikerede at ødelægge Oscar-showet, så risikerer han også at ødelægge sin karriere, mener Uffe Holm.

– Han har haft så flot en karriere, og så fucker han det op. Hvis Chris Rock er en idiot, så kan han jo sagsøge Will Smith for 100 millioner, fordi han har fået angst for at stå på en scene. Det er simpelthen så dumt gjort, siger han.

En dårlig joke

– Jada, jeg elsker dig. Jeg kan ikke vente med at se dig i "G.I. Jane 2", lød joken fra Chris Rock med reference til filmen "G.I. Jane", hvor hovedrollen, der spilles af Demi Moore, er klippet skaldet.

Jada Smith afslørede i 2018, at hun lider af sygdommen alopecia, som nu er årsagen til hendes kronragede frisure.

Artiklen fortsætter under opslaget …

Oscar-dramaet rejser dermed også debatten om, hvorvidt komikere skal kunne slippe afsted med alt – også når det handler om sygdom.

Uffe Holm mener som udgangspunkt, at man må lave sjov med hvad som helst. Men derfor burde Chris Rock stadig ikke have fortalt joken af to årsager.

– For det første, er det en dårlig joke. Det er ikke engang en joke. Det er bare en observation. For det andet er det sygdom, og det synes jeg ikke, man bør lave sjov med på den måde der.

– Men man kan gøre lige, hvad man vil. Jeg ville bare ikke gøre det. Det er jo et Oscar-show, hvor han er vært. Hans job er at få tingene til at køre, siger Uffe Holm.

Havde Will Smith ageret anderledes, kunne han have udstillet Chris Rocks manglende situationsfornemmelse, mener komikeren.

– Hvis Will Smith havde rejst sig op, taget sin kone i hånden og forladt Oscar-showet. Så havde Chris Rock lignet en kæmpeidiot.

– Og så havde Will Smith haft tid til at forberede sig til pressen og sige, hvorfor han havde gjort det. Fordi Oscar-værten lige har svinet hans kone til. På den måde havde Will Smith været den helt store vinder, mener Uffe Holm.

Sponsoreret indhold