Udskiftet som vært: Nu forklarer Stéphanie Surrugue hvorfor

Sara Bro og Stéphanie Surrugue har de to seneste år styret slaget som værter med det danske Melodi Grand Prix.
Men i år er sidstnævnte blevet udskiftet med skuespilleren Alexander Høgh Andersen.
Der er dog en ganske god grund til, at Stéphanie Surrugue ikke har taget tjansen i år.
Det fortæller hun til Her & Nu.
- Jeg har simpelthen utroligt travlt. Jeg arbejder på DR’s udlandsredaktion, og som alle har bemærket, er der lidt heftige tider. Vi blev enige om, at det var bedre, at jeg koncentrerede mig om det, forklarer hun.
Hun fortæller dog også, at hun virkelig har nydt at lave Melodi Grand Prix, og hun glæder sig til at følge med i, hvordan Alex Høgh Andersen - som hun har mødt og givet en krammer - klarer det.
Gode råd har hun ikke delt ud af, for hun mener slet ikke, at han har brug for dem.
Stéphanie Surrugue er DR's internationale korrespondent, og så beværter hun også podcasten "Stjerner og striber", der handler om amerikansk politik.