Kendte27. februar 2023

Ud med poloen! Russell Crowe sparket ud af restaurant

Har du polo t-shirt på? Så er det ud, min ven! Den australske stjerne Russell Crowe er blevet nægtet adgang til fin restaurant på grund af sit outfit
Russell Crowe var ikke fin nok til at spise på en australsk restaurant.
Russell Crowe var ikke fin nok til at spise på en australsk restaurant.
 Foto: Carl Recine/Reuters/Ritzau Scanpix

Afslappet, men fint.

Sådan lyder den officielle beskrivelse af den fornemme japanske fusionsrestaurant Mr. Miyagi i Melbourne, Australien, hvis man tager et kig på restaurantens Instagram-profil.

Men du kan altså godt være for afslappet, hvis du drømmer om at få serveret en forførende portion mad på det hypede australske spisested.

Da den 58-årige Russell Crowe forleden slog et smut forbi Mr. Miyagi i selskab med kæresten, Britney Theriot, måtte endnu en moderne mand i 50'erne erkende, at en polo ikke er den slags tøj, der udstråler overdreven lækkerhed, succes, eller at man er fin nok til fusionsmad.

- Han (Russell Crowe) tog derhen iklædt en helt ny Ralph Lauren-polo og havde lige spillet en omgang tennis og blev afvist, bekræfter "Gladiator"-stjernens manager, Grant Vandenberg, over for Daily Mail Australia.

Russell Crowe er en mand, der er glad for sin polo. Her fotograferet i 2019.
Russell Crowe er en mand, der er glad for sin polo. Her fotograferet i 2019.
 Foto: Diego Corredor/AP/Ritzau Scanpix

Restaurantejeren Kristian Klein skulle eftersigende have bakket op om personalets beslutning om ikke at lukke parret ind i resturanten på grund af deres "sjuskede idrætstøj".

- Vi behandler alle på samme måde. Det er ligegyldigt, hvem du er, eller hvis du er Russell Crowe. Vi har en dresscode, som vi fastholder på alle niveauer, lød det fra Klein til The Herald Sun efter episoden.

- Vi er konsekvente med det, og jeg føler ikke, at det er urimeligt. Men jeg ved personligt, at hvis jeg har klip-klappere og shorts på, så vil jeg ikke forsøge at gå på fin restaurant, fordi jeg ikke ville være klædt ordenligt på.

Nu siger de undskyld

Noget tyder dog på, at restauranten fortryder at have afvist den Oscar-vindende stjerne i døren. På Instagram har Mr. Miyagi nemlig delt en officiel undskyldning.

Russell Crowe og kæresten Britney Theriot som tilskuere til en tenniskamp i Melbourne tidligere på måneden.
Russell Crowe og kæresten Britney Theriot som tilskuere til en tenniskamp i Melbourne tidligere på måneden.
 Foto: Asanka Brendon Ratnayake/AP/Ritzau Scanpix

- Kære Russell. I forbindelse med dit seneste besøg lader det til, at vi gik skævt af hinanden. Efter megen refleksion over, hvad der skete, har i foretaget en permanent ændring i vores dresscode.

- Vi ville elske at se dig igen i fremtiden, du er altid velkommen hos Mr. Miyagi.

Dertil har restauranten meddelt at reglerne for påklædning nu lyder som følgende:

- Klæd dig smart og afslappet. Medmindre du er Russell Crowe, så hav på, hvad du vil.

Sponsoreret indhold