Kendte15. marts 2021

Tyrkiet: Klar til turister til sommer - vaccine er ikke et krav

Medmindre der sker store ændringer på smittefronten, så regner Tyrkiet med, at udlændinge kan tage på ferie i landet til sommer
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Er du en af de danskere, der ikke kan vente på at komme med det første fly til varmere himmelstrøg, så er der godt nyt.

Efter planen vil Tyrkiet gerne tage imod turister fra udlandet til sommer, og man behøver ikke fremvise dokumentation for, at man har fået vaccinen mod coronavirus, skriver The Independant.

Det er landets minister for turisme, Mehmet Nuri Ersoy, der er ude med nyheden.

- Vi vil ikke kræve vaccinepas fra internationale rejsende, når de ankommer til landet, siger han og fortsætter:

- I stedet har vi border-kontrol i verdensklasse for at sikre, at rejser til hele Tyrkiet er med lav risiko.

Vælger man som turist at rejse til Tyrkiet til sommer, skal man desuden regne med, at flere af dem, man støder på i turistbranchen, er beskyttet mod coronavirus.

Ministeren fortæller nemlig også, at medarbejdere i turistbranchen som dem, der arbejder på hoteller, vil blive prioriteret i vaccinekøen.

Hvis man vil rejse til Tyrkiet, så skal man dog kunne vise en negativ coronatest. De overvejer dog også at lempe restriktionerne på dette punkt - i hvert fald over for britiske turister, da man forventer, at langt størstedelen af briterne er vaccineret til sommer.

Grækenland og Cyperne har allerede meldt ud, at de er klar til at modtage vaccinerede turister.

Som det ser ud lige nu, så fraråder det danske Udenrigsministerium alle rejser til udlandet, dermed også Tyrkiet.

Sponsoreret indhold