Tyra Banks hånes på internettet: Hvad pokker er det, hun har på?

Foretrækker du også at iføre dig en glitrende gallakjole med skulderpuder og lange ærmer, når du skal i vandet på en varm sommerdag?
Så har du og topmodellen Tyra Banks noget til fælles.
47-årige Banks får nemlig nu en del røg på det store internet for sit valg af badetøj, da hun for nylig sammen med rapperen Megan Thee Stallion hoppede i jacuzzien til et interview.
Anledningen var, at Stallion pryder forsiden af det ikoniske Sports Illustrated – Swimsuit Edition, som den første rapper nogensinde.
Videoen til denne artikel er efterfølgende fjernet fra YouTube
Men ”Savage”-hitmagerens historiske præstation får altså ikke nær så meget opmærksomhed som tv-værten Tyras kluns – som bestemt adskiller sig fra det, som hun almindeligvis ikke har noget problem med at posere i på netop magasinforsider.
- Hvorfor er hun klædt, som om hun skal voksendøbes, spørger en bruger på Twitter. Og flere andre undrer sig højlydt.
- Tyra er SKØR.
Den påstand bakkes op af en anden Twitterbruger, der kalder Banks energi for decideret ”kaotisk”.

- Hvorfor sidder Tyra Banks fuldt påklædt i et badekar, spørger folk.
Der er dog nogle på internettet, der har en plausibel forklaring. Og den er ganske simpel.
- Tyra er en BOSS, og hun gør bare, hvad der passer hende, lyder det.
Megastjernen Megan Thee Stallion skriver historie, da hun i denne måned som den første rapper nogensinde poserer på forsiden af badetøjsmagasinet.
Hendes nye veninde i skruddet, Tyra Banks, var den første sorte kvinde på coveret, og de to får sig derfor en lille snak om at være et forbillede for andre.

Tyra Banks ligner en, der skal overstå interviewet i karret - og så direkte videre til Oscarshowet. (Foto: Youtube)
Nogen vil ved synet af ”ANTM”-værtinden måske komme til at tænke på sangerinden Mariah Carey, der på samme måde væltede internettet i forargelse, da hun i januar forrige år – uden videre forklaring – poserede i sin swimmingpool iført en pailletkjole.
Sådan kan man selvfølgelig også fejre nytår.
Lige for tiden har Tyra Banks rygende travlt med at lancere sin egen kæde af isbutikker - Smize Cream – som er opkaldt efter modellen og iværksætterens evne til at ”smile med øjnene”, som hun yndede at oplære sine ”Americas Next Top Model”-deltagere i.