Kendte15. juli 2023

Ty Pennington hasteopereret: Kunne ikke trække vejret

Den amerikanske tv-vært Ty Pennington har haft en særdeles dramatisk uge, hvor han akut måtte opereres
Ty Pennington fotograferet søndag – onsdag blev han så hasteopereret. 
Ty Pennington fotograferet søndag – onsdag blev han så hasteopereret.
 Foto: Chris Pizzello/Invision/AP

Få dage efter han stod på den røde løber, endte han akut på operationsbordet.

Med andre ord har den amerikanske tv-vært Ty Pennington, 58, haft en særdeles dramatisk uge.

På Instagram fortæller tv-værten – der især kendes fra tv-programmet ”Extreme Makeover: Home Edition” – at han blev hasteopereret, fordi han ikke kunne trække vejret:

– Det viste sig, at den halsbetændelse, jeg har haft den seneste måned, faktisk var en byld, der havde vokset sig så stor, at den lukkede for mine luftveje, fortæller den 58-årige tv-vært på Instagram.

Få dage inden operationen – om søndagen – havde han været til premiere på ”Barbie”-film. Mandag var han fløjet til Colorado i forbindelse med nogle filmoptagelser.

– Tirsdag morgen vågnede jeg så klokken 04 og kunne næsten ikke trække vejret, fortæller Ty Pennington.

I al hast blev han intuberet og fløjet til intensivafdelingen på et hospital i Denver.

– Onsdag blev jeg opereret, og i går eftermiddags blev jeg udskrevet fra intensivafdelingen, fortæller Ty Pennington om sin begivenhedsrige uge.

Han er heldigvis i bedring nu.

Sponsoreret indhold