Kendte19. december 2023

Tv-vært Esther Rantzen med hjerteskærende besked: Overvejer aktiv dødshjælp

Den legendariske BBC-vært Esther Rantzen er ramt af uhelbredelig kræft og afslører nu, at hun har tilmeldt sig Dignitas med henblik på at kunne gøre brug af aktiv dødshjælp
Esther Rantzen har tilmeldt sig Dignitas med ét hjerteskærende formål: At kunne gøre brug af aktiv dødshjælp i Schweiz.
Esther Rantzen har tilmeldt sig Dignitas med ét hjerteskærende formål: At kunne gøre brug af aktiv dødshjælp i Schweiz.
 Foto: Hollie Adams / AFP / Ritzau Scanpix

I januar fik hun den knusende besked, at hun var uhelbredelig syg af kræft.

Siden har den legendariske BBC-vært Esther Rantzen vidst, at døden langsomt nærmer sig.

Nu fortæller hun ifølge det britiske medie The Sun, at hun har tilmeldt sig Dignitas med ét hjerteskærende formål: At kunne gøre brug af aktiv dødshjælp i Schweiz.

– Jeg har fortalt dem, at jeg faktisk ikke ønsker, at deres sidste minder om mig skal være smertefulde, for hvis du ser en person, du elsker, få en frygtelig død, fjerner det alle de lykkelige minder. Og det ønsker jeg ikke skal ske, siger Esther Rantzen ifølge det britiske medie.

Den 83-årige kvinde fik tilbage i januar at vide, at hendes lungekræft var uhelbredelig. Lægerne kunne dog ikke fortælle, hvor længe hun eventuelt havde igen. Esther Rantzen fortæller selv, at hun er overrasket over, at hun stadig er her i dag.

HAR DU DET SVÆRT?

Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, så sig det til nogen.

Ring til Livslinien på 70 201 201.

Livslinien har åbent året rundt fra 11-05.

– Jeg troede ikke, at jeg ville være her til min fødselsdag (22. juni). Jeg troede slet ikke, at jeg ville være her til jul, men det lader det jo til, fortæller Esther Rantzen.

Nu ønsker hun dog – med egne ord – at tage sin skæbne i egne hænder, og det er altså derfor, at den 83-årige kvinde har tilmeldt sig Dignitas. Dignitas er en af de flere private schweiziske organisationer, der tilbyder hjælp til assisteret selvmord for mennesker, der lider fysisk eller psykisk. Dignitas blev grundlagt i 1998 og har siden hjulpet 2.100 mennesker med assisteret selvmord – enten i eget hjem eller i selve Dignitas-huset, der ligger ved Zürich.

Tv-vært Esther Rantzen huskes især som vært på programmet ”That's Life” i årene 1973 til 1994.

Sponsoreret indhold