Tv-vært bryder tavsheden om Leonardo DiCaprio-flirt
I månedsvis er den britiske tv-vært Maya Jama blev kædet sammen med Hollywood-hunket Leonardo DiCaprio, så da hun forleden blev spottet med en halskæde, hvor der stod "Leo", gik folk helt amok.
Mange mente nemlig, at den 28-årige "Love Island"-vært hermed bekræftede, at hun dater den tyve år ældre filmstjerne, selvom ingen af parterne på daværende tidspunkt havde kommenteret rygterne.
Men det gør de nu. Eller det gør den ene af dem i hvert fald.
Maya Jama har nemlig brudt tavsheden ved at skrive et opslag på Twitter, og her er det tydeligt, at hun er ret træt af situationen.
Ifølge hende passer datingrygterne nemlig slet ikke, og halskæden er blot et symbol på hendes stjernetegn, Løven, der på engelsk hedder "Leo".
- Jeg har passet mig selv på min ferie og sagde til mig selv, at jeg ikke vil svare eller bruge tid på nogen af de fjollede historier, men nu bliver I nødt til at stoppe, skriver Maya Jama i sit opslag.
- Det er vitterligt mit stjernetegn. Vi dater ikke. Kom videre. Tak, fortsætter hun.
I et opfølgende opslag skriver den britiske tv-vært, at medierne har "holdt liv i historien i ugevis", men at historien om halskæden var dråben, der fik bægeret til at flyde over for hende.
Maya Jama og Leonardo DiCaprio har været kædet sammen siden februar, efter de blev spottet til en fest sammen i London to aftener i træk.
Det forlyder også, at de har hængt ud i både New York og Paris, ligesom anonyme kilder har udtalt til amerikanske og britiske medier, at de to kendisser dater.
Ikke desto mindre er der altså ikke kærlighed i luften ifølge Maya Jama selv.
Hun er ellers ikke helt ny, hvad angår det at date kendisser.
Hun har senest været forlovet med basketballspilleren Ben Simmons, ligesom hun også tidligere har dannet par med rapperen Stormzy.
Leonardo DiCaprio var senest i forhold med Camila Morrone.
Det fire år lange forhold sluttede dog i august sidste år, og herefter er filmstjernen blevet kædet sammen med utallige kvinder, såsom modellerne Victoria Lamas og Gigi Hadid.