Tv-stjernen Jill Zarin smidt på porten efter Bad Bunny-sviner

Man skal lige huske at tænke sig om en ekstra gang, inden man deler svinere afsted på sociale medier.
I hvert fald hvis man vil beholde sit job.
Det må "Real Housewives"-stjernen Jill Zarin sande, efter hun forleden delte en gedigen sviner til Bad Bunny i kølvandet på den puertoricanske sangers optræden til Super Bowl.
Tv-kendissen er nemlig nu blevet smidt på porten og skal ikke længere medvirke i E!'s kommende tv-program "The Golden Life".
Det skriver Page Six.

Ifølge det amerikanske medie skulle Jill Zarin have medvirket sammen med sine "Real Housewives"-kollegaer Luann de Lesseps, Ramona Singer, Kelly Bensimon og Sonja Morgan.
Optagelserne begynder til foråret i Palm Beach i Flordia, men nu bliver det altså uden Jill Zarin - også selvom hun lynhurtigt fik slettet sit opslag om Bad Bunny forleden, da kritikken af hende begyndte at vælte ind.
Realitystjernen kaldte i sit slettede opslag sangerens optræden for "den værste i Super Bowls historie", ligesom hun kaldte det for "upassende", at han sang på spansk.
Hun beklagede sig ligeledes over, at sangeren tog sig for meget i skridtet under sin optræden, ligesom hun beskyldte hans optræden for at være et politisk budskab.
I kølvandet på opslaget tog flere af Jill Zarins "Housewives"-kollegaer afstand fra hende, og tv-kendissen har da også siden selv udtalt, at hun fortryder.
Hun synes dog ikke, det er okay, at hun er blevet fyret fra det nye tv-program, udtaler hun til In Touch:
- De gav mig ikke engang en chance, siger hun og fortsætter:
- Jeg slettede det med det samme. Folk laver fejl. Jeg er et menneske.