Kendte12. juni 2021

Tv-læge Charlotte Bøving vurderer: - Han må have haft klinisk hjertestop

Tv-lægen Charlotte Bøving vurderer, at det er en unormal hjerterytme, der fik Christian Eriksen til at falde om midt i landsholdskampen mod Finland
https://imgix.seoghoer.dk/1_56.jpg
 Foto: Dan Mariegaard

Danske og internationale fodboldfans fik et gigantisk chok, da Christian Eriksen, 29, i kampens 43. minut mod Finland pludseligt faldt om på banen i Parken i København.

SE og HØR har talt med tv-lægen Charlotte Bøving, der, mens landskampen kører i baggrunden, forsøger at give et bud på, hvad der kan være sket med Christian Eriksen

Hun understreger, at hun ikke har fået mere at vide, end hvad alle andre har fået at vide, men over for SE og HØR vurderer hun, at det er midtbanegeneralens hjerte, den er gal med.

Hvordan kan en mand i topform falde om?

- Det kan der være masser af grunde til. Der kan være en hjerterytmeforstyrrelse, der kan være en blodprop, der kan være en hjerneblødning, der kan være mange, mange, mange ting, forklarer den 54-årige læge til SE og HØR.

- Nu har jeg jo ikke fået mere at vide, end hvad alle andre har fået at vide. Jeg så, de lavede hjertemassage på ham, så det vil sige, han jo må have haft klinisk hjertestop, for ellers går man jo ikke i gang med hjertemassage.

- Så jeg tænker en eller anden for for hjerterytmeforstyrrelse, vil jeg umiddelbart tænke er den mest sandsynlige årsag.

Hvor alvorligt har det været?

- Hvis har var faldet om og ikke havde fået hjælp, så ligner det, at manden havde været død. Og på Peter Møllers udtalelser, hvor han siger, at han fik god og kompetent behandling med det samme, og det har reddet hans liv, så kan jeg kun gisne om, at det har været et eller andet hjertestop-agtigt, hvor man så har fået genoplivet, vurderer Bøving og fortsætter:

- Og hvor stor skade, der så har været... Om det "bare" er en hjerterytmeforstyrrelse... Nogen har så brug for en pacemaker. Vi har jo set vores egen Anja Andersen også falde om, også med hjerterytmeforstyrrelse. Det må være den mest sandsynlige årsag, konkluderer hun.

Charlotte Bøving vurderer ud fra, at Eriksen nu er vågen, at det ikke kan have været andet end hjertet:

- Havde det være noget i hovedet på ham, så havde jeg ikke forventet, han havde været vågen, jeg havde heller ikke forventet, de ville have lavet hjertemassage på ham, så jeg tænker, det må have været noget med hjertet.

Er det noget, der kan ske, når man er fodboldspiller på højt plan?

- Ja, han er jo ikke den eneste topsportsmand, der er faldet om. Man har jo set cykelryttere falde om, man har set andre fodboldspillere falde om, håndboldspillere falder om. Så det er jo noget, der kan ske, forklarer hun og slår fast:

- Der er små tikkende bomber alle steder. Og heldigvis ved vi ikke hvornår, det er vores tur.

Bøving beskæftiger sig som læge med både liv og død, og Eriksens pludselig kollaps har sat tankerne i gang hos hende:

- Det er mærkeligt, for på vej til København, der sad jeg og forfattede en tekst til mit næste foredrag. Det er et foredrag om livet og døden. Og døden kan være lysår og bare et sekund væk, siger hun filosofisk.

Hvad er hans chance for, at han må vende tilbage i turneringen?

- Jeg tror ikke på, han får lov at vende tilbage til turneringen, for man er nødt til at finde ud af, hvis det er hjertet, så er man nødt til at finde ud af, hvad er det her for en type hjerterytmeforstyrrelse? Er det noget, der kræver en pacemaker? Der kommer et udredningsforløb i halen på det her, forklarer hun.

Slutteligt afslutter hun med at sende en hilsen til Christian Eriksen og landsholdet:

- Den største medfølelse til både Christian Eriksen og også de spillere, der står tilbage og alle dem, der er blevet berørt. Og superflot at se sportsmanship fra begge hold. Både hvordan de danske spillere pakker ham ind og beskytter ham, og gør, at man ikke kan se billeder - i hvert fald ikke så mange. Og super sportsmanship af finnerne. Respekt herfra.

Sponsoreret indhold