Kendte18. maj 2022

Tv-kendis beskyldes for grov udnyttelse af elev

"Hells Kitchen"-kendissen afviser beskyldningerne og vil tage sagen i retten
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/dcx-80264509-20200902155426.jpg
 Pressefoto/TV3

Har den tidligere "Hells Kitchen"-deltager og nuværende forpagter af Gjøl Kro, Peter Kjeldgaard, udnyttet en ung kokkeelev?

Det mener i hvert fald 3F, som nu kræver, at tv-kendissen og forpagteren af den nordjyske kro efterbetaler intet mindre end 300.000 kroner til den blot 17 år gamle elev.

Det skriver TV2 Nord.

Mediet har været i kontakt med Hans Gramkow, som er faglig sekretær i 3F Aalborg, og ifølge ham er der tale om ekstrem udnyttelse af eleven.

- Det er voldsomt, siger han og fortsætter:

- Vi har set tilfælde, hvor unge mennesker arbejder meget, men det her er grotesk.

Ifølge Hans Gramkow har kokkeeleven arbejdet på Gjøl Kro siden august, men han har angiveligt ikke modtaget hverken løn eller feriepenge i de seneste seks måneder.

Derudover beskylder 3F Peter Kjeldgaard for at udnytte den pågældende elev til alt muligt andet, end han er ansat til såsom rengøring, børnepasning og sågar udsmider.

De mener derfor, at eleven har ret til en efterbetaling på i alt 300.000 kroner.

Artiklen fortsætter under opslaget...

Forpagteren Peter Kjeldgaard afviser anklagerne over for TV2 Nord og beskylder i stedet eleven for at have stjålet 80.000 kroner.

Ifølge ham lavede de derfor en aftale med eleven om ikke at udbetale løn, fordi han på den måde så ville kunne "arbejde pengene af".

"Hells Kitchen"-kendissen erkender dog, at hans ledelsesstil er meget direkte, og at flere ansatte har forladt hans kro, fordi de har været utilfredse med ham.

- Jeg er en meget bestemt og målrettet person. Jeg siger min mening, fordi jeg har bragende ADHD. Det kommer nogle gange ud på en forkert eller anderledes måde end andre mennesker. Men det kan jeg ikke tage mig af, forklarer han til TV2 Nord.

Ifølge mediet er kokkeeleven nu sygemeldt, mens Peter Kjeldgaard udtaler, at han vil tage sagen i retten.

Hvis parterne ikke kan blive enige, så ender det med at være Tvistighedsnævnet for elever, der skal afgøre sagen.

Sponsoreret indhold