TV 2 melder ud: Her er den nye "X Factor" dommer
LÆS OGSÅ: Kwamie Liv er færdig: Stopper som "X Factor"-dommer
Når den 17. sæson af "X Factor" ruller over skærmen til vinter, bliver det med en helt ny dommertrio – men dog bliver det et velkendt gensyn.
Her vil Thomas Blachman og Simon Kvamm nemlig få selskab af selveste Oh Land ved dommerbordet.
Det har TV 2 netop afsløret på et pressemøde forud for den kommende sæson.
Oh Land skal dermed erstatte Kwamie Liv, der tilbage i foråret meldte ud, at hun havde valgt at stoppe i programmet.
En beslutning, der bestemt ikke havde været nem for sangerinden, men som var tiltrængt, da hun havde brug for at fokusere på egne projekter.
'Jeg står et sted som kunstner, hvor jeg mærker et kald til at bevæge mig dybere ind min kreativitet og egne projekter, åbent og med fuldt fokus, og det har jeg valgt at lytte til,' lød det dengang fra Kwamie Liv.

For Oh Land er det altså ikke helt nyt at sidde dommerbordet.
Sangerinden, hvis borgerlige navn er Nanna Øland Fabricius, sad nemlig samme sted i tre sæsoner fra 2019 til 2021. Da hun for to år siden stoppede, lød begrundelsen, at hun ville dedikere sin tid til andre projekter.
Men nu har hun altså igen fundet tid til at kaste sig over "X Factor"-eventyret.
Ikke den eneste nye
Det er dog ikke kun bag dommerbordet, at der er et nyt ansigt at finde i den kommende sæson af "X Factor".
DR-stjernen Maria Fantino overtager nemlig værtsrollen fra Sofie Linde, der de seneste seks år har styret slagets gang.
Maria Fantino har tidligere været den ene halvdel af P3-succesen "Curlingklubben", ligesom hun har været vært på DR Ultra og underholdningsprogrammet "Fantino mod Bonde" på DR.