TV 2 indsætter vagter efter tv-værts "abe-sag": Drukner i trusler

Ekstra vagter og mere hyppige besøg af politiet på TV 2's to adresser i København og Odense.
Det er ifølge Journalisten konsekvensen, efter tv-værten Christian Høgh Andersen kom meget skidt ud af sin deltagelse i programmet "News og Co."
"Det er korrekt, at søndag var en heftig dag i receptionen, hvor der har været opkald af truende karakter."
"Det efterforsker politiet naturligvis og derfor har der også været politi til stede på Kvægtorvet."
"TV 2 er i tæt dialog med politiet, som ikke vurderer, at trusselsbilledet er øget," lyder det i et skriftligt svar fra TV 2 til mediet.
Truslerne er faldet, efter Christian Høgh Andersen sammenlignede familier fra Marokko med aber, mens der "blev vist et billede på skærmen af dyrearten.
"I forlængelse af snakken om Marokko, der samler familierne i Qatar, har vi også en dyrefamilie her, der er samlet. Måske for at holde varmen, og det er også flot billede med de næseaber her," kunne man høre ham sige.
"Det er fordi, de ligesom holder sammen."
"Det gør man også med familiesammenføringen i Qatar."
Christian Høgh Andersen har efterfølgende beklaget udtalelserne dybt:
"I et dårligt forsøg på at være humoristisk kom jeg til at trække en linje til det at holde sammen som familie, da det næste emne om dyr skal præsenteres i studiet."
"Utilsigtet bliver det en sammenligning mellem Marokkos fodboldlandshold og deres familier og så den abefamilie, som min medvært Søren Lippert holder et billede af, som vi skal bruge til det efterfølgende indslag i programmet," skriver han på Facebook.
"Det, jeg sagde, kan opfattes som en racistisk kommentar og det var på ingen måde min hensigt med det. Det er forkert, selv om det overhovedet ikke var hensigten."
"Det er jeg meget ked af, og det vil jeg gerne give en uforbeholden undskyldning for."