Kendte14. december 2021

Tulle efter dom: Støjberg kan sagtens blive DF-formand

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, ser ikke Støjbergs dom som hindring for plads i partiet
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, anerkender, at Inger Støjberg nu er dømt kriminel.

Men han mener, der er forskel på domme, og at Inger Støjberg dermed fortsat godt kan være både medlem af Folketinget, medlem af Dansk Folkeparti og formand for partiet, skulle hun ønske det.

- Inger Støjberg har fået en dom. Jeg tror, at hvis man slår op i Den Store Danske, så finder man tydeligt, at hvis man er dømt i en retssal, så er man kriminel.

- Hun er dømt. Hun har fået en straf, hun skal afsone. Sådan er det, siger Kristian Thulesen Dahl forud for et gruppemøde i Dansk Folkeparti tirsdag.

Men at der er faldet dom betyder ikke, at Inger Støjberg skal erklæres uværdig til at sidde i Folketinget. Og ej heller til en plads i partiet eller sågar et formandskab.

- Når folk er dømt, så ser man også på, hvad folk er dømt skyldige for. Her er det at overtræde en konventionsbestemmelse i udlændingeloven. Tre par, der har været adskilt.

- Men som jo ikke er blevet dårligt behandlet, ikke har kunnet få mad eller andet, siger formanden.

Ikke hård nok dom

Dermed mener Thulesen Dahl ikke, at lovovertrædelsen og de 60 dages ubetinget fængsel til Inger Støjberg er hård nok til, at det skal have politiske konsekvenser.

- Der er ikke en retspraksis, der giver en rød tråd, i forhold til hvornår man er uværdig til at sidde i Folketinget.

- Vi vil byde Inger meget, meget hjerteligt velkommen i partiet. Og hun er også velkommen som formandskandidat, skulle hun ønske det, siger Kristian Thulesen Dahl og fortsætter:

- Men det er jo helt op til Inger Støjberg, hvor hun ser sin politiske fremtid efter denne her dom.

Sponsoreret indhold