Kendte12. september 2020

Trine Appel var død i flere minutter: Det var et roligt sted

Da skuespillerinden Trine Appel i november 2017 fik et hjertestop i sin lejlighed, lå hun død i flere minutter, før tilkaldt redningspersonale fik startet hendes hjerte igen. I dag er hun ikke længere bange for døden
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/bb-77290.jpg
 Foto: Jeppe Michael Jensen

Den 47-årige danske skuespiller og forfatter Trine Appel har netop siddet lyslevende og talt med BT for nylig.

Og det kan lyde som en ganske åbenbar naturlighed. Men det er det faktisk ikke.

Trine døde nemlig for snart tre år siden af hjertestop på sin mands fødselsdag.

Det fortæller hun til avisen, i forbindelse med et længere interview om blandt andet hendes nyeste fantasy-roman ”Fortidens port – Ildfuglen 1”.

Den skæbnesvangre morgen besvimer Trine i armene på sin mand, Søren, som lægger hende i sideleje på sengen. Imens livet langsomt forsvinder, når hun at høre sønnen Viktor desperat tale i telefon.

Da paramedicineren kommer op i lejligheden får hun hjertemassage på gulvet.

I dag kan hun fortælle, hvordan det var at være død i mellem fem og 10 minutter.

Selvom den traumatiske oplevelse naturligvis indprenter sig på nethinden hos hendes mand og tre børn, og selvom der var skruet helt op for dramatikken den pågældende morgen, så har hjertestoppet ændret Appels syn på døden.

»Jeg har tænkt meget over, hvorfor jeg var helt rolig i tiden efter hjertestoppet. Jeg flippede slet ikke ud. Jeg oplevede noget, der gjorde mig tryg. Mens jeg var død, havde jeg en følelse af at være i et mørkt, vægtløst og roligt sted. Jeg havde en meget stærk følelse af ikke at være alene, siger hun til BT, og fortsætter:

- Jeg kan bare sige, at man ikke skal være bange for at dø. Jeg er ikke længere bange for at dø, og det har jeg ellers været hele livet. For der er meget fint, der hvor man kommer hen.

Hun har siden barndommen været bange for at dø. Angsten kom efter hun som lille var tæt på at drukne. I dag tænker hun anderledes om det der sker, når vi forsvinder.

Trine Appel, som har taget hjertemedicin siden 2013, har det i dag godt. I tankerne og sammen med sin familie har hun gennemgået hændelsen fra 2017 flere gange for bedre at forstå, hvad der skete.

Under sin uddannelse fra Statens Teaterskole var Trine i midten af halvfemserne en del af teatergruppen Emmas Dilemma. Hun har udgivet tre romaner; ”Kongens staldknægt”, ”Send mere sex” og ”Bare Anna”, og er nu aktuel med sin nyeste ”Fortidens port”.

Hun er gift med skuespiller Søren Poppel.

Sponsoreret indhold