Travlegenden Steen Juul indlagt: Fik en blodprop nytårsaften
En af travsportens helt store skikkelser, Steen Juul, er blevet indlagt på hospitalet.
Nytårsaften blev han ramt af en blodprop, oplyser Team Juul lørdag i et opslag på Facebook.
- Starten på 2022 blev desværre ikke som vi havde håbet. Steen fik i går aftes en blodprop og er i øjeblikket indlagt på Rigshospitalet.
- Trods det hele er sket for under et døgn siden, så er han allerede i klar bedring samt ved godt mod, og vi er fortrøstningsfulde over det videre forløb.
- Vores ansætte klarer arbejdet med hestene, og dagligdagen kører som normalt, skriver Team Juul.
Fremragende ambassadør
Den 71-årige travkusk, der indledte sin travkarriere i 1974, vandt i 2021 det prestigefyldte Dansk Trav Derby for 11. gang - 10 af dem har været som kusk og et enkelt som gæstekusk.
Første derbysejr tog han for 39 år siden.
I januar 2020 blev Steen Juul indlemmet i travsportens Hall of Fame. Det skete ikke kun på grund af hans bedrifter på travbanen.
- Endelig er der grund til at fremhæve, at Steen Juul med sin optræden udadtil har virket som en fremragende ambassadør for travsporten i offentligheden og som en fin ambassadør for dansk travsport i udlandet, lød en del af begrundelsen.