Kendte9. november 2023

Topmodel Caroline Bille Brahe skylder Skat millioner

I mange år var Caroline en af verdens mest feterede modeller - nu har hun en kæmpegæld til Skat
30-årige Caroline Bille Brahe har arbejdet som model for de store modehuse, siden hun var teenager.
30-årige Caroline Bille Brahe har arbejdet som model for de store modehuse, siden hun var teenager.
 Foto: Dominique Maitre/Chanel/Ritzau Scanpix

Der er ikke megen glamour over det udlæg, som Skat netop har fået tinglyst i den 30-årige tidligere topmodel Caroline Bille Brahes lejlighed midt i København.

Skat har sikret sig pant i Caroline Bille Brahes - som model var hun kendt under navnet Caroline Brasch Nielsen - 107 kvadratmeter store lejlighed, fordi hun tilsyneladende ikke kan eller vil betale en gæld på mange millioner.

Skats udlæg, som blev tinglyst 8. november 2023, er på henholdsvis 4.053.150 kr. og 2.875.836 kr.

I alt skylder den tidligere supermodel Skat 6.929.346 kr.

SE og HØR har kontaktet Caroline Bille Brahe for at høre, hvordan gælden er opstået, men det ønsker hun ikke at fortælle. Dog røber hun, at milliongælden ikke har noget med hendes virksomhed at gøre.

Caroline Bille Brahe, som er mor til to og gift med kokken Frederik Bille Brahe, har efter sine mange succesrige år som model etableret sig som iværksætter.

Med svigtende held har hun forsøgt sig med modedesign og handel. Ifølge erhvervsregistrene er flere af hendes selskaber blevet erklæret konkurs.

Det seneste år har Carolines mand Frederik stået i spidsen for Caro Design ApS, som afsluttede det senest offentliggjorte regnskabsår, der løb fra 26. november 2021 til 31. december 2022, med et underskud på 635.000 kr.

Lejligheden, der er beliggende midt i Københavns latinerkvarter og som Skat har foretaget udlæg i, betalte Caroline Bille Brahe i 2014 4.445.000 kr. for. Hun har forsøgt at sælge den i 2016, 2017, 2018, 2019 og senest i 2021, hvor udbudsprisen var syv millioner kroner.

Hvis lejligheden atter bliver udbudt til den pris, skal Caroline Bille Brahe ikke regne med nogen profit fra et eventuelt salg. Skat vil stå klar og indkassere tilgodehavendet på de godt 6,9 mio. kr.

Sponsoreret indhold