Kendte18. maj 2022

Tom Cruise hædret i Cannes: Modtager ærespris

Den amerikanske Hollywoodstjerne er onsdag blevet tildelt en hædersguldpalme i forbindelse med årets filmfestival i Cannes
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega858907_021.jpg
 Foto: MEGA

Tom Cruise er blevet tildelt en hædersguldpalme ved filmfestivalen i Cannes onsdag, hvor han deltager i forbindelse med fortsættelsen til 80'er-klassikeren "Top Gun".

Det skriver nyhedsbureauet AP.

Her blev han samtidig hyldet med noget så passende som en eskadrille af fly, der fløj over den franske himmel.

Den 59-årige amerikanske skuespiller deltager, fordi "Top Gun: Maverick" har europæisk premiere under festivalen.

Her spiller han hovedrollen og vender tilbage til den velkendte rolle som jagerpiloten Pete "Maverick" Mitchell.

Piloten skal træne en gruppe unge aspiranter til at manøvrere de hurtige F-18 Super Hornet-fly i en tid, hvor ubemandede droner bliver mere og mere almindelige.

Filmens premiere er blevet udskudt flere gange på grund af coronapandemien.

Artiklen fortsætter efter billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/mega858980_008.jpg
 Foto: MEGA

Tom Cruise med sin medskuespiller Jennifer Connelly i Cannes. (Foto: MEGA)

Men ifølge Cruise var det værd at vente på premieren.

- Jeg laver film for det store lærred, siger Tom Cruise i et interview ifølge AP.

Han overvejede aldrig, om filmen i stedet skulle have haft premiere på en streamingtjeneste.

Det er tre årtier siden Cruise sidst har stået på den røde løber ved verdens største filmfestival.

Festivalen åbnede tirsdag og varer frem til 28. maj, hvor hovedprisen Guldpalmen uddeles.

"Top Gun: Maverick" har premiere i de danske biografer 26. maj. Den er instrueret af Joseph Kosinski.

Sponsoreret indhold