Kendte4. juli 2022

Tom Cruise fylder 60: I topform

Hollywood-stjernen kan fejre sin runde fødselsdag – og fortsætter med at storhitte på det hvide lærred
Tom Cruise
Tom Cruise fylder 60 år søndag den 3. juli, og han har lige brilleret med sin sejrs gang med sin nyeste film – “Top Gun: Maverick”, som han har promoveret rundt om i verden – her i London i maj.
 Foto: MEGA

Tom Cruise debuterede i “Endlesss Love” i 1981, og siden fulgte nogle biroller, inden han brød igennem med filmen “Risky Business” i 1983.

I 1986 cementerede han sin stjerne-status med “Top Gun”.

Siden har fulgt et hav af filmhits –senest “Top Gun: Maverick”, der havde en historisk åbningsweekend i USA. Her slog den rekord med et billetsalg på 156millioner dollars, svarende til over en milliard kroner, i Memorial Day-weekenden, hvor filmstudierne ofte sender deres største blockbusters ud.

Tom Cruise
 Foto: MEGA

Tom Cruise anslås ifølge Celebrity Net Worth at være god for over 4,2 milliarder kroner, og det gør ham til en af de rigeste skuespillere i verden.

Stjernen har også hittet som den hemmelige agent Ethan Hunt i “Mission: Impossible”-filmene, hvor fans kan se frem til film nummer syv og otte i henholdsvis 2023 og 2024.

Første ægteskab

I løbet af sit nu 60 år lange liv har Cruise været gift tre gange.

Hans første ægteskab var med kollegaen Mimi Rogers, 66. De mødte hinanden i 1986, og i maj året efter blev de gift. Men efter bare tre års ægteskab sluttede forholdet i 1990.

Tom Cruise og Mimi Rogers
 Foto: MEGA

– Jeg havde aldrig været forelsket før. Det har virkelig åbnet mig meget at være sammen med hende. Jeg synes, det har været med til at gøre mig til en bedre skuespiller, sagde Cruise efterfølgende til Rolling Stone.

Det var også Mimi Rogers, der introducerede stjernen for Scientology, som han siden har opnået en høj position inden for.

Bidt af Scientology

Udover sin store succes foran kameraet er Tom Cruise også kendt for sit medlemskab af Scientology.

Han blev som nævnt introduceret til religionen af sin første kone, Mimi Rogers, for over 30 år siden.

Siden er han blevet et af Scientologys mest prominente ansigter udadtil. Cruises forhold til religionen angives ofte som en af hovedårsagerne til, at både Nicole Kidman og Katie Holmes søgte om skilsmisse fra stjernen.

Prominent par

Samme år, som Cruise og Rogers gik fra hinanden, blev “Top Gun”-stjernen gift med Nicole Kidman, 54.

Tom Cruise og Nicole Kidman
 Foto: MEGA

De mødte hinanden, da de medvirkede i filmen “Days of Thunder”, som havde premiere i 1990.

Kidman og Cruise var gift indtil 2001, og sammen adopterede de børnene Isabella, 29, og Connor, 27.

To adoptivbørn

Cruise og Kidmans to børn lever i dag et liv uden for rampelyset. Sønnen, Connor Anthony Kidman Cruise har tidligere gået i forældrenes fodspor og har medvirket i filmene “Red Dawn” og “Seven Pounds”.

Connor Anthony Kidman Cruise
 Foto: MEGA

Siden har han dog trukket sig en smule fra spotlyset og deler i dag billeder på de sociale medier af sin passion for fiskeri.

Efter Kidman og Cruises skilsmisse i 2001, blev børnene boende hos deres far og fortsatte i Scientology, som deres far sværger til. Siden har der angiveligt været en kløft mellem børnene og deres mor.

– De er voksne. De er i stand til at træffe deres egne beslutninger. De har valgt at være en del af Scientology, og som mor er det mit job at elske dem, sagde Kidman i 2018 til det australske magasin Who.

Tom Cruise har stadig et tæt forhold til sine to ældste børn.

Isabella Jane Cruise
 Foto: MEGA

Nicole Kidman og Tom Cruises ældste barn, datteren Isabella Jane Cruise, 29, – her i 2013.

Hun er kunstner og bor i London sammen med sin britiske mand, Max Parker. Parret blev gift i 2015.

Lykken brast

I 2005 viste Tom Cruise for første gang sin nye kæreste, “Dawson’s Creek”-stjernen Katie Holmes, 43, frem under en tur til Rom.

I et berømt interview med Oprah Winfrey hoppede han desuden op og ned i en sofa af ren lykke over at have mødt Katie og bekræftede forholdet.

Tom Cruise, Suri og Katie Holmes
 Foto: MEGA

Efter blot to måneder sammen blev parret forlovet, og året efter blev de forældre til datteren Suri, der i dag er 16 år.

I november 2006 sagde Tom og Katie ja til hinanden på et slot i Italien, men seks år senere søgte Holmes i 2012 om skilsmisse. Efter bruddet har hun boet i New York med Suri.

De seneste mange år er Tom Cruise ikke blevet fotograferet sammen med datteren – ifølge Page Six er det ikke sket, siden Suri var omkring syv år.

Single igen?

Indtil for nylig dannede stjernen par med den 20 år yngre skuespiller Hayley Atwell, 40, men for et par uger siden kunne The Sun berette, at parret angiveligt er gået fra hinanden for anden gang.

Tom Cruise og Hayley Atwell
 Foto: MEGA

Tom Cruise og Hayley begyndte at date i 2020, efter de mødte hinanden under optagelserne til “Mission: Impossible 7”.

I september sidste år gik parret dog ifølge The Sun fra hinanden, men fandt efterfølgende melodien igen. Tilsyneladende blot for en kort stund.

Sponsoreret indhold