Kendte21. november 2022

Tobias Dybvad: - Zulu er i gang med en midtlivskrise

Mandag er det slut med "Dybvaaaaad", og spørger man komikeren, hvorfor programmet er droppet, skal forklaringen findes i en mindre eksistentiel krise hos TV 2 Zulu
Efter på mandag er det slut med "Dybvaaaaad" på TV 2 Zulu
Efter på mandag er det slut med "Dybvaaaaad" på TV 2 Zulu
 Foto: Respirator/TV 2

I ti år har komikeren Tobias Dybvad underholdt tusindvis af danskere med det populære comedyprogram "Dybvaaaaad".

Men i dag, mandag, ruller det allersidste afsnit over skærmen, og her sætter komikeren ord på, hvorfor det er slut med at give dansk reality en tur i vridemaskinen.

Naturligvis med et glimt i øjet.

– Jeg har altid tænkt, at jeg ikke skulle lave det for evigt, og så prøver man jo at finde det perfekte tidspunkt at stoppe. Helst på toppen. Og det må gerne være før, der går Pyrus i den, siger Tobias Dybvad i programmet og fortsætter:

– Zulu kom mig så i forkøbet i sidste uge, hvor de sagde "nej, det er så den her sæson". Og det er ikke fordi de ikke kan lide programmet, eller fordi det ikke er en succes.

Nærmere bestemt mener Tobias Dybvad, at det er fordi, at TV 2 Zulu i øjeblikket befinder sig i en "midtlivskrise", hvilket han også forklarer med argumentet om, at de også har valgt at droppe deres mest sete program "Zulu Comedy Galla".

– De kalder sig ungdomskanal, og for fem år siden viste en undersøgelse, at deres gennemsnitlige seer er en 43-årig gammel mand. To år ældre end mig. Og siden har de været i panik, siger han.

Over for SE og HØR har TV 2s indholdschef Dorthe Thirstrup da også bekræftet, at det var TV 2s beslutning at slukke for programmet. Her lød forklaringen dog, at TV 2 var i gang med en større transformation, og at de derfor ville brede indholdet ud til flere.

– Der er ikke nogen for mig, der er et forkert publikum. Men jeg forstår godt, at Zulu er i krise, og jeg tager det overhovedet ikke personligt. Jeg synes, der er noget poetisk smukt over, at jeg i ti år har drillet Zulu med, at de alle sammen var over 40, og nu står jeg her som 41-årig – endelig lytter de efter.

– Så er der en joke, der er backfired, griner Tobias Dybvad i programmet.

Sindssygt taknemmelig

Selv om TV 2 Zulu har valgt at trække stikket for "Dybvaaaaad", er komikeren da også spækket med glæde og taknemmelighed.

– Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg skulle lave det her i ti år. Jeg er sindssygt taknemmelig for de sjoveste ti år i mit liv, og for det, det har gjort for min karriere.

– I aner ikke, hvor grundstolt jeg bliver, når nogen skriver noget på nettet, hvor jeg knap nok selv kan knække referencen, siger Tobias Dybvad.

Sponsoreret indhold