Tina Turners enkemand har fundet kærligheden igen

LÆS OGSÅ: Reddede hendes liv: Han var Tina Turners helt store kærlighed
For to år siden stod Erwin Bach i sit livs største sorg, da han mistede sin hustru Tina Turner.
Nu smiler den 69-årige musikdirektør igen, for han har nemlig fundet en ny kæreste.
Det skriver People, som for nyligt spottede parret i Italien.
Her slentrede de rundt i Milanos gader med alverdens poser mellem hænderne.

Erwin Bach har tidligere fortalt til det schweiziske medie Blick, at han har fundet kærligheden.
- Nu kan jeg være lykkelig igen, sagde han tilbage i august.
Den 69-årige musikdirektør fortalte videre, at hans nye flamme hedder Christina, og at hun ikke er en offentlig person.
Forholdet kommer blot to år efter, at Tina Turner døde i sit hjem i Zürich, Schweiz, efter længere tids sygdom. Hun blev 83 år.
Tina Turner havde både kæmpet med kræft, slagtilfælde, og i 2017 donerede Erwin Bach sin egen nyre til Tina Turner, der var nyresyg.
Trods den store kærlighed gik der 27 år, før Tina Turner og Erwin Bach forseglede deres kærlighed. I 2013 gav de således hinanden deres ja ved en intim ceremoni ved bredden af en sø i Zürich i Schweiz.
Dagen efter var der så storslået fest. Her holdt det nygifte par en overdådig og særdeles stjernespækket bryllupsfest i deres mondæne hjem i Schweiz.
Oprah Winfrey og David Bowie var blandt de 120 gæster. Desuden havde parret fået fløjet omkring 70.000 røde og gule roser ind fra Holland til at dekorere deres hus.