"Tiger King": Hvad er der sket med alle Joe Exotics dyr?

”Murder, Mayhem & Madness” er undertitlen på Netflix’ nye dokumentarserie ”Tiger King”, og man må sige, at den bestemt holder, hvad den lover.
Serien, der i skrivende stund er én af de allermest populære herhjemme, fortæller den vilde, vanvittige og bizarre historie om zooejeren Joe Exotic, der hyrer en lejemorder for at skaffe sin værste fjende – dyrerettighedsforkæmperen Carole Baskin – ad vejen.
Desværre for Joe Exotic – og heldigvis for Carole Baskin – var den lejemorder, som Joe Exotic kontaktede i 2017 slet ikke lejemorder. Han var i stedet en FBI-agent, der arbejdede undercover.
Artiklen fortsætter under billedet...

De mange tigre er nu i fare for at dø af sult. Foto: Netflix
I april 2019 blev Joe Exotic så dømt for to tilfælde af planlagt mord, ligesom han også blev dømt for flere dyrerettighedsovertrædelse.
I januar 2020 blev den excentriske zooejer idømt 22 års fængsel og afsoner lige nu sin lange fængselsstraf i Oklahomas Grady County Jail.
Mange har formentlig spekuleret i, hvad der nu er sket med Joe Exotics eksotiske dyrepark – og ikke mindst de hundredvis af dyr – blandt andet over 200 tigre – som parken husede.
Som vi ser i ”Tiger King” overdrog Joe Exotic sin park til sin daværende samarbejdspartner Jeff Lowe. Dengang overdrog Joe Exotic sin park for at undgå, at den endte i hænderne på sin ærkerival Carole Baskin. Beslutningen var dog ikke let for Joe Exotic, der ifølge flere medier siden har været særdeles rasende på Jeff Lowe og hans måde at styre parken på.
Artiklen fortsætter under billedet...

Joe Exotics ærkefjende, Carole Baskin. Foto: Netflix
Det er da heller ingen hemmelighed, at Lowe har gjort meget for at omdanne parken og dens hundredvis af eksotiske dyr.
Han har omdøbt parken Greater Wynnewood Exotic Animal Park, og selv om parken stadig har åbent for offentligheden tyder meget på, at den går en mørk tid i møde.
Producere af ”Tiger King” fortæller til det amerikanske medie Entertainment, at antallet af besøgende er faldet drastisk, siden Joe Exotic forlod parken.
Det har betydet et stort fald i indtægter, hvilket på sigt kan betyde, at der må tages drastiske beslutninger.
Desværre har den nuværende situation med coronapandemien også fået en negativ effekt på parken, tilføjer produceren:
Artiklen fortsætter under billedet...

Foto: Netflix
- Jeg fik en lang besked fra Jeff Lowe,, som styrer Joes gamle zoo. Og jeg kan fortælle, at han nærmest kun kører den på tomme tanke. Der er ingen, der kommer nu, og der er ingen indtægter, og sådan har det været længe. Det er ikke noget, der kun er sket, fordi verden ser ud som den gør nu.
- Men jeg synes, det er meget trist, hvad der sker med dyrene. Og alle kan blot gisne om, hvad der sker med dem. Mange vil blive forflyttet, men jeg forudser også, at mange af dem vil dø af sult, og derfor blive aflivet.
- Og dette er helt sikkert tilfældet for mange parker rundt omkring, som holder eksotiske dyr, og også store zoologiske haver kæmper lige nu for at beholde deres dyr, fortæller producer Erik Goode til Entertainment.