Kendte6. juni 2020

Tidligere "X Factor"-deltager afslører: - Jeg var selvmordstruet

Janet Devlin, der deltog i sangkonkurrencen på britisk TV i 2011 fortæller nu, at hun blev sendt til mentalundersøgelser, da det kom frem, at hun "dagdrømte om selvskade"
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/shutterstock_editorial_1506957dh.jpg
 Foto: MEGA

Da Janet Devlin for næsten ti år siden fik mulighed for at jagte sin store drøm om musikken, var det ikke uden omkostninger.

Den på daværende tidspunkt 16-årige pige væltede både dommere og tv-seere omkuld med sin version af Elton John-hittet "Your Song", før hun gik hele vejen til den afgørende kvartfinale i ottende liveshow i det britiske "X Factor" i 2011.

Drømmen om sangkarrieren blev ikke knust da Devlin røg ud af konkurrencen, men derimod da hun efterfølgende arbejdede på egen hånd med musikken. Her dulmede hun nerver og boostede sit selvværd med alkohol, indrømmer hun nu.

Og med misbruget blev de mørke tanker værre.

Det afslører Janet Devlin i sin selvbiografi - "My Confessional", som hun netop har udgivet sammen med en plade med samme titel.

Tog fat i holdet bag

Til The Sun fortæller hun:

- Mens jeg var med i showet, drev der mørke skyer ind over mig. For fuld kraft.

- Hvis jeg ikke var beskæftiget med prøver eller optrædener eller omgivet af de andre deltagere i "X Factor"-huset, så tænkte jeg på selvmord. Jeg som troede, jeg aldrig kunne bare tænke på det ord, lyder det fra den smukke rødhårede sangerinde.

Devlin tog en beslutning om at indrømme sine mørke tanker overfor holdet bag tv-programmet.

- Noget måtte der ske, fortæller hun.

Til Janets lettelse var hun bestemt ikke den eneste deltager i musikprogrammets lange historie, som havde søgt psykiatrisk hjælp undervejs. Og det var afgørende for hende, at hun fik hjælp.

- På en skala fra et til hundrede, hvor hundrede er det værste, så scorede jeg cirka 93. Det var ikke gode nyheder. Men en tiltrængt konstatering af, hvor langt ude jeg var, siger hun.

I en alder af bare 20 år gik det op for Devlin, at hun havde et alvorligt alkoholproblem. En erkendelse, der siden fik hende til at søge hjælpe endnu en gang.

I programmet "Loose Women" fortalte Devlin om sine store problemer med alkohol

- Jeg købte store flasker med gin, drak det meste af dem om aftenen og så resten om morgenen. Jeg var et stort rod. Sprut gav mig så meget - det var en slags magisk juice, der fik mig ud af min skal, fortæller den 25-årige kvinde, der i dag er ædru efter et forløb hos AA.

Devlin, der måtte vige vinderpodiet for popgruppen Little Mix i sin tid, fortæller, at hun i dag er gladere end nogensinde.

- Der er sket så mange fantastiske ting efter jeg er blevet ædru. Mit liv ville have endt i mørke og smerte, og nu ved jeg, at der er så meget mere derude til mig.

Går du med tanker om selvmord eller selvskade, og har du brug for nogen at tale med, så kan du kontakte Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201.

Sponsoreret indhold