Kendte7. december 2021

Thorbjørn Olesen tiltalt for kaos på fly: - Jeg havde det forfærdeligt

Thorbjørn Olesen nægter sig fortsat skyldig i anklager om vold og krænkelser, men skammer sig over sagen
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega254210_058_1.jpg
 Foto: MEGA

- Jeg skammede mig og havde det forfærdeligt.

Sådan lød det ifølge Sky News fra den 31-årige danske golfspiller Thorbjørn Olesen tirsdag i retten i London, da han blev spurgt til, hvad han tænke, da han hørte om anklagerne mod ham i sin tid.

- Jeg havde det helt forfærdeligt og var frygtelig ked af det. Jeg kunne slet ikke tro, hvad de fortalte, der var foregået, sagde Olesen.

Han står tiltalt for tre forhold under en flyvetur fra Nashville til London i juli 2019. Han nægter sig skyldig i alle forholdene.

Det drejer sig om "sexual assault on a female", hvilket dækker over berøring af seksuel karakter uden samtykke, "assault by beating", som i engelsk lov dækker over et overfald af mindre grov karakter, samt for at være beruset på flyet.

Det var anden dag i træk, danskeren var i retten i sagen, der er berammet til fem dage.

Olesen har forklaret, at han drak to øl, to glas rødvin og en drink med vodka samt tog nogle sovepiller inden flyveturen, hvor han fik et glas champagne efter at have taget plads i sit sæde.

Derfra husker han ikke ret meget, forklarede han. Ikke før politiet mødte ham i Heathrow-lufthavnen i London.

Han mener, at det er sovepillerne, som har slået ham ud, og at han "bestemt ikke" havde taget dem, fordi han var i festhumør og derfor indtog dem sammen med alkohol.

Pillerne må kun indtages på recept, hvilket Olesen ikke havde. Han hævder, at han ikke vidste, han skulle have en recept for at tage dem.

Ifølge anklagerne havde danskeren undervejs både kysset en kvinde på hånden, befamlet en kvinde på brystet, skubbet en fra kabinepersonalet og tisset på en anden passagers sæde. Og var ude af stand til at betjene toiletdøren.

Ifølge tidligere høringer benægter Olesen ikke, at hændelserne er sket, men han nægter sig skyldig i tiltalepunkterne.

Retssagen fortsætter onsdag.

Sponsoreret indhold