Kendte3. juni 2020

Thomas Vinterbergs nye film udtaget til Cannes Filmfestival

Thomas Vinterbergs kommende film "Druk" er blevet udtaget til hovedkonkurrencen til årets Cannes Filmfestival
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/d7hfykkw4ae3dqj.jpg
 Foto: Nordisk Film

Onsdag kunne Cannes Filmfestival afsløre programmet og listen over de film, der er kommet med i den store hovedkonkurrence på årets aflyste festival, og der er mere end ét dansk navn at gøre godt med.

Thomas Vinterberg er nemlig blevet nomineret for sin film "Druk", der på engelsk har fået titlen "Another Round".

Filmen har blandt andre Mads Mikkelsen, Thomas Bo Larsen, Magnus Millang og Lars Ranthe på rollelisten.

Filmen, hvor Mads Mikkelsen spiller hovedrollen, handler om fire gymnasielærere, der kaster sig ud i et eksperiment, der blandt andet går ud på at opretholde en konstant promille i hverdagen med den begrundelse, at mennesket ganske enkelt er født med en halv promille for lidt.

"Druk" er Thomas Vinterbergs første danske film siden "Kollektivet" med Trine Dyrholm fra 2016. Det er desuden Tobias Lindholm, der har skrevet manuskriptet til den kommende film.

Viggo Mortensen nomineret

Thomas Vinterberg og Mads Mikkelsen er bestemt ikke de eneste danskere, der kan glæde sig over et Cannes-stempel og over at være landet på den prestigefyldte liste.

Den danske Hollywood-konge, Viggo Mortensen, kan også bryste sig med, at være kommet med i løbet om Den Gyldne Palme, som hovedprisen på Cannes hedder. Det sker med Mortensens instruktørdebut "Falling", som han desuden også selv har skrevet manuskriptet til.

Der skal i alt udvælges omkring 50 filmtitler, der vil kunne prale af at have fået det eftertragtede Cannes-stempel. Hvad de til gengæld ikke vil kunne prale af, er, at ingen af titlerne vil få premiere på festivalen, som det ellers plejer at ske. Festivalen er grundet coronavirus nemlig blevet aflyst i år

"Druk" forventes at få premiere i de danske biografer den 24. august. Det vides endnu ikke, om "Falling" vil få dansk premiere.

Cannes-listen ser således ud indtil videre:

Wes Anderson – "The French Dispatch"
Francois Ozon – "Summer Of 85"
Naomi Kawase – "True Mothers"
Steve McQueen – "Lovers Rock"
Steve McQueen – "Mangrove"
Thomas Vinterberg – "Another Round"
Maïwenn – "ADN"
Francis Lee – "Ammonite"
Viggo Mortensen – "Falling"
Pete Docter – "Soul"
Ben Sharrock – "Limbo"

Sponsoreret indhold