Thomas ude af "Den store bagedyst": Overraskelse i teltet hylede ham ud af den

LÆS OGSÅ: "Bagedyst"-Thomas brød med Jehovas Vidner: Jeg skal finde mig selv
Program efter program har Thomas Berg, 40, imponeret dommerne med sine kreative kager med spidsfindige detaljer.
Men i lørdagens semifinale kom ingeniøren fra Amager til kort, og i stedet bliver det Thas, Terese og Christina, der i næste uge skal dyste om "Bagedyst"-trofæet.
Til SE og HØR fortæller Thomas, at han slet ikke havde regnet med at komme så langt i konkurrencen, og derfor øvede han også fra uge til uge, hvilket i længden trak på vekslerne.
– På det tidspunkt kunne jeg nok i virkeligheden ikke mere, erkender han.
Hylet ud af hilsen
I lørdagens program, som har kærlighed som det altoverskyggende tema, overrasker vært Timm Vladimir med en rørende videohilsen fra Thomas' kæreste, der er i Grønland. Her har Thomas svært ved at lægge låg på sine følelser, kan seerne se:
– Jeg blev hylet ud af den, for det var en rimelig stor surprise, genkalder han og tilføjer:
– Der var lige nogle ting, der lige gik galt: Jeg glemte en bund i ovnen og lidt forskelligt.
Thomas fortæller dog, at han nåede at indhente det tabte, så den kærlige hilsen kan altså ikke ene få skylden for hans exit.

Passer firmaet
Thomas, der er uddannet civilingeniør, passer til daglig sit eget firma, hvor han rådgiver husejere om radon, og det er bestemt ikke planen, at måleudstyr og radonsug skal skiftes ud med røremaskine og andet bageudstyr:
– Jeg har ikke som udgangspunkt nogle planer om at skulle være den nye kageinfluencer overhovedet. Men man ved jo aldrig, hvad der kan komme på bagkant. Så jeg er åben, hvis der skulle komme et eller andet, lyder det afsluttende fra "Bagedyst"-semifinalisten.
Du kan se, hvem der vinder dette års "Den store bagedyst" lørdag i næste uge, hvor finalen sendes på DR1 klokken 20 og DRTV.