Kendte2. august 2022

Thomas Mørk bliver ny vært hos DR-vejret

Meteorologen skifter fra TV 2 efter ni år på kanalen
Thomas Mørk kan forhåbentlig fortælle masser af lyse vejrnyheder, når han den 1. oktober starter på "Vores Vejr" på DR 1. nbsp;  
Thomas Mørk kan forhåbentlig fortælle masser af lyse vejrnyheder, når han den 1. oktober starter på "Vores Vejr" på DR 1.
 Foto: Privatfoto/DR

TV 2 bliver til DR 1 for 43-årige Thomas Mørk, der fra den 1. oktober starter som vejrvært på Danmarks største licensbetalte kanal.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

Thomas Mørk kommer til DR efter ni år hos TV 2, hvor han ligeledes har præsenteret vejret for danskerne.

– “Vores Vejr” på DR1 er i mine øjne den perfekte platform, hvor man som vært kan være både faglig og oplysende for seerne samtidig med, at man leverer en brugbar og pålidelig vejrudsigt.

– Jeg glæder mig utrolig meget til at være med til at bringe DR Vejret endnu tættere på den enkelte danskers behov i hverdagen, siger Thomas Mørk.

Vejrprogrammet sendes fra Aarhus, og det betyder at den meteorolog-uddannede vært rykker familien, der består af hustruen Charlotte og parrets datter Marie, til det jyske fra Ålsgårde i Nordsjælland.

– Vi er begge jyder, så derfor passer det os fint, at vi nu kan rykke vores lille familie tættere på rødderne, siger Thomas Mørk om sin og konens nye hverdag.

Thomas Mørk er uddannet meteorolog fra Københavns Universitet i 2002.

Han var før sin tid på TV 2 hos Danmarks Meteorologiske Institut, hvor han hjalp med at forudsige vejret til lufttrafikken i Danmark.

Han afløser Søren Jacobsen, der nåede at være 22 år hos DR.

Sponsoreret indhold