Thomas Blachman afslører særlig detalje: Det har de klippet ud
LÆS OGSÅ: Thomas Blachman smider Papirø-lejlighed på markedet: Har købt ny villa i Lyngby
Når TV 2 hvert år blænder op for de altid imødesete "X Factor"-auditions, så sker det efter et gigantisk klippearbejde af timevis af tv-materiale.
Dels fordi der jo er utallige auditions, der aldrig ender med at blive vist i tv.
Der er dog også en anden årsag.
I det kære dommerpanel gemmer sig nemlig et par gutter, der både godt kan lide at tale meget, men også til tider har et sprogbrug, der måske trænger til at blive modereret en smule.
Det må Thomas Blachman da også medgive, da SE og HØR møder ham på pressedagen, inden det hele snart går løs.
Har du og Benjamin haft problemer med at holde taletiden lidt nede?
- Der er blevet talt meget. Det er der sgu. Men de klipper og klistrer jo. Jeg så en liste over bandeord, der var blevet redigeret ud. Det var så en lang en, hvor der bare stod: ”00.23.44 ud der”.
- Generelt stod der bare: ”Blachman”. TV 2 gør sig umage for at gøre det pænt og stuerent uden at tage energien ud. Der er virkelig knald på, fortæller den rutinerede dommer.

Det er min opgave
Og selvom han er bekendt med TV 2's holdning til det til tider knap så blufærdige sprog, så har han ikke i sinde at lægge låg på sig selv.
- Jeg er den jeg er. Jeg tænker ikke en gang på, at jeg har været med i det her program i 19 år, for jeg ser det bare på samme måde som seerne.
- Jeg sidder bare ret tæt på, hvor det foregår og synes, at det er interessant. Og hvis jeg ikke synes, at det er interessant, så gør jeg det interessant. Det er min opgave.
Ikke sarkasme
Lidt tilfældigt er Thomas Blachman til den kommende sæson akkompagneret af to helt nye meddommere - Benjamin Hav og Drew Sycamore.
Selv synes han dog, det er gået over al forventning.
- Det har været fuldstændig gnidningsløst, smertefrit, alligevel utrolig begivenhedsrigt og tankevækkende. Det handler om ekstrem grad af talent.

- Det har været så smertefrit. Maskinen er så velsmurt af topfolk alle vegne og mine meddommere er sindssygt dygtige.
Ikke mindst den nye meddommer Benjamin Hav får rosende ord med på vejen.
Som de flest ved, så kan den folkekære musiker sjældent dy sig for at tage lidt pis på det hele.
Det er dog slet ikke den udgave af Benjamin Hav, som Thomas Blachman har oplevet under optagelserne.
- Benjamin er til stede – ægte. Det er ikke sarkasme og ironi. Han er fuldstændig der, hvor han har lyst til at være, tilføjer han.
Den nye sæson af "X Factor" løber af stablen fra den 1. januar.
Du kan se en bid af interviewet med Thomas Blachman i videoen over artiklen.